Salme 38
1 (En salme af David. Lehazkir.) HERRE, revs mig ej i din vrede, tugt mig ej i din Harme!
Psalmus David, in rememorationem de sabbato. [Domine, ne in furore tuo arguas me, neque in ira tua corripias me:
2 Thi dine pile sidder i mig, din Hånd har lagt sig på mig.
quoniam sagittæ tuæ infixæ sunt mihi, et confirmasti super me manum tuam.
3 Intet er karskt på min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i mine Ledemod for mine Synders Skyld;
Non est sanitas in carne mea, a facie iræ tuæ; non est pax ossibus meis, a facie peccatorum meorum:
4 thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig.
quoniam iniquitates meæ supergressæ sunt caput meum, et sicut onus grave gravatæ sunt super me.
5 Mine Sår både stinker og rådner, for min Dårskabs Skyld går jeg bøjet;
Putruerunt et corruptæ sunt cicatrices meæ, a facie insipientiæ meæ.
6 jeg er såre nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang.
Miser factus sum et curvatus sum usque in finem; tota die contristatus ingrediebar.
7 Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt på min Krop,
Quoniam lumbi mei impleti sunt illusionibus, et non est sanitas in carne mea.
8 jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vånde.
Afflictus sum, et humiliatus sum nimis; rugiebam a gemitu cordis mei.
9 HERRE, du kender al min Attrå, mit Suk er ej skjult for dig;
Domine, ante te omne desiderium meum, et gemitus meus a te non est absconditus.
10 mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.
Cor meum conturbatum est; dereliquit me virtus mea, et lumen oculorum meorum, et ipsum non est mecum.
11 For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjert;
Amici mei et proximi mei adversum me appropinquaverunt, et steterunt; et qui juxta me erant, de longe steterunt: et vim faciebant qui quærebant animam meam.
12 de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Råd om Fordærv, de tænker Dagen igennem på Svig.
Et qui inquirebant mala mihi, locuti sunt vanitates, et dolos tota die meditabantur.
13 Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej åbner sin Mund,
Ego autem, tamquam surdus, non audiebam; et sicut mutus non aperiens os suum.
14 som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar.
Et factus sum sicut homo non audiens, et non habens in ore suo redargutiones.
15 Thi til dig står mit Håb, o HERRE, du vil bønhøre, Herre min Gud,
Quoniam in te, Domine, speravi; tu exaudies me, Domine Deus meus.
16 når jeg siger: "Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!"
Quia dixi: Nequando supergaudeant mihi inimici mei; et dum commoventur pedes mei, super me magna locuti sunt.
17 Thi jeg står allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig;
Quoniam ego in flagella paratus sum, et dolor meus in conspectu meo semper.
18 thi jeg må bekende min Skyld må sørge over min Synd.
Quoniam iniquitatem meam annuntiabo, et cogitabo pro peccato meo.
19 Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund,
Inimici autem mei vivunt, et confirmati sunt super me: et multiplicati sunt qui oderunt me inique.
20 som lønner mig godt med ondt, som står mig imod, fordi jeg søger det gode.
Qui retribuunt mala pro bonis detrahebant mihi, quoniam sequebar bonitatem.
21 HERRE, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig,
Ne derelinquas me, Domine Deus meus; ne discesseris a me.
22 il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse!
Intende in adjutorium meum, Domine Deus salutis meæ.]
