Salme 38

1 (En salme af David. Lehazkir.) HERRE, revs mig ej i din vrede, tugt mig ej i din Harme!

En Psalme af David; til Ihukommelse.

2 Thi dine pile sidder i mig, din Hånd har lagt sig på mig.

Herre! straf mig ikke i din Vrede og tugt mig ikke i din Harme.

3 Intet er karskt på min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i mine Ledemod for mine Synders Skyld;

Thi dine Pile ere dybt nedtrykte i mig, og din Haand har lagt sig paa mig.

4 thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig.

Der er intet sundt paa mit Kød for din Vredes Skyld; der er ingen Fred i mine Ben for min Synds Skyld.

5 Mine Sår både stinker og rådner, for min Dårskabs Skyld går jeg bøjet;

Thi mine Misgerninger ere gaaede mig over Hovedet; de ere blevne mig for svare som en svar Byrde.

6 jeg er såre nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang.

Mine Saar lugte ilde, de ere raadne for min Daarskabs Skyld.

7 Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt på min Krop,

Jeg gaar kroget, jeg er saare nedbøjet; jeg gaar hver Dag i Sørgeklæder.

8 jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vånde.

Thi mine Lænder ere fulde af Skorpe, og der er intet sundt paa mit Kød.

9 HERRE, du kender al min Attrå, mit Suk er ej skjult for dig;

Jeg er bleven dødkold og saare sønderknust; jeg hyler ud af mit Hjertes Uro.

10 mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.

Herre! al min Begæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.

11 For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjert;

Mit Hjerte slaar heftigt, min Kraft har forladt mig, og mine Øjnes Lys, endog det er svundet for mig.

12 de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Råd om Fordærv, de tænker Dagen igennem på Svig.

Mine Venner og mine Frænder holde sig i Afstand fra min Plage, og mine nærmeste staa langt borte.

13 Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej åbner sin Mund,

Og de, som søge efter mit Liv, satte Snarer, og de, som søge min Ulykke, førte Fordærvelsens Tale og grunde den ganske Dag paa alle Haande Svig.

14 som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar.

Men jeg er som en døv, der ikke hører, og som en stum, der ikke oplader sin Mund.

15 Thi til dig står mit Håb, o HERRE, du vil bønhøre, Herre min Gud,

Jeg er som en Mand, der ikke hører, og som intet Gensvar har i sin Mund.

16 når jeg siger: "Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!"

Thi jeg bier paa dig, Herre; du, Herre min Gud! vil bønhøre.

17 Thi jeg står allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig;

Thi jeg sagde: De skulle ikke glæde sig over mig; da min Fod snublede, gjorde de sig store imod mig.

18 thi jeg må bekende min Skyld må sørge over min Synd.

Thi jeg er nær ved at halte, og min Pine er stadig for mig.

19 Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund,

Thi jeg maa bekende min Misgerning, jeg sørger over min Synd.

20 som lønner mig godt med ondt, som står mig imod, fordi jeg søger det gode.

Men mine Fjender leve og ere mægtige, og der er mange, som hade mig uden Skel.

21 HERRE, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig,

Og de, som betale ondt for godt, de staa mig imod, fordi jeg efterjager det gode.

22 il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse!

Forlad mig ikke, Herre! min Gud, vær ikke langt fra mig! Skynd dig at hjælpe mig, Herre, min Frelse!