Salme 35
1 (Af David.) HERRE, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig,
David ih Saam laa. Aw Angraeng, ka lokaek kaminawk to nang mah aek ah loe; kai tuh kaminawk to nang mah tuh ah.
2 grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig,
Angvaenghaih hoi pakaahaih to la ah loe, kai abomh hanah angthawk ah.
3 tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: "Jeg er din Frelse!"
Tayae to aphong ah loe, kai pacaekthlaek han patom kaminawk to pakaa khoep ah: ka hinghaih pakhra khaeah, Kai loe nang pahlongkung ni, tiah thui paeh.
4 Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige,
Ka hinghaih boeng hanah pakrong kaminawk to palungboeng o nasoe loe, azatpaw o nasoe: kai amro han khokhan kaminawk to azatpawhaih hoiah hnukbangah amlaem o let nasoe.
5 de blive som Avner for Vinden, og HERRENs Engel nedstøde dem,
Nihcae loe takhi mah hmuh ih tavai baktiah om o nasoe loe, Angraeng ih van kami mah nihcae to haek nasoe.
6 deres Vej blive mørk og glat, og HERRENs Engel forfølge dem!
Nihcae caehhaih loklam to khoving nasoe loe, loklam amnaesak nasoe: Angraeng ih van kami mah nihcae to pacaekthlaek nasoe.
7 Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav.
Nihcae loe takung om ai ah tamquta hoi kai hanah palok zang o, takung om ai ah ka hinghaih paro hanah tangqom to takaeh o.
8 Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven.
To baktih kami nuiah poek ai pui hoiah raihaih to pha pae nasoe; angmah payang ih palok pongah angmah to aman nasoe: to amrohaih tangqom thungah angmah to krah nasoe.
9 Min Sjæl skal juble i HERREN, glædes ved hans Frelse,
To naah ka hinghaih mah Angraeng ah anghoe ueloe, anih pahlonghaih pongah anghoe tih.
10 alle mine Ledemod sige: "HERRE, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!"
To naah ka huhnawk boih mah, thacak kami ban thung hoiah amtang kami pahlongkung, ue, paro thaih kami ban thung hoiah amtang kaminawk pahlongkung, Angraeng, mi maw nang baktih kaom? tiah thui o tih.
11 Falske Vidner står frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til;
Amsawn hnukung ah angdoe kaminawk loe angthawk o moe, ka panoek ai ih hmuennawk to ka nuiah amtik o.
12 de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt.
Ka hinghaih paro hanah kahoih hmuen to kasae hoiah ang pathok o.
13 Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved,
Toe kai loe nihcae ngannat o naah, buri kazii to kang zaeng moe, buhzah lawkthuihaih hoiah poek ka pahnaem pacoengah, palungthin tang hoiah lawk ka thuih.
14 som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg.
Nihcae to kam pui hoi kaimah ih nawkamya baktiah ka poek: kami mah amno duek naah palungset baktih toengah, palungset hoiah ka ngam sut.
15 Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør;
Toe kai amtim naah loe nihcae anghoe o moe, nawnto amkhueng o; ue, kai patoem kaminawk loe nawnto amkhueng o, nihcae to ka panoek ai; nihcae loe anghak ai ah kai ang pasik o:
16 for min Venlighed dænger de mig med Hån, de skærer Tænder imod mig.
kasae kaminawk mah poihkung ah minawk pahnuih o thuih baktih toengah, kai han haa ang kaek o thuih.
17 Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver.
Aw Angraeng, nasetto maw nang khet sut han vop? Amrosak thaih nihcae ban thung hoiah ka hinghaih na pahlong paeh loe, hae kaipui ban thung hoiah ka palung koek ih ka hinghaih hae pahlong ah.
18 Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.
Rangpui amkhuenghaih ahmuen ah nang khaeah anghoehaih lok to ka thuih, kaminawk salakah nang kang pakoeh han.
19 Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke!
Amsoem ai ah ka misanawk mah ka nuiah anghoe o thuih hmah nasoe; takung om ai ah kai hnuma kaminawk mah mik na pakhrip o thuih hmah nasoe.
20 Thi de taler ej Fred mod de stille i Landet udtænker de Svig;
Nihcae loe angdaehhaih to lok thui o ai; nihcae loe prae thungah amding rue ah khosah kaminawk athlaeng thai hanah pacaeng o.
21 de spærrer Munden op imod mig og siger: "Ha, ha! Vi så det med egne Øjne!"
Ue, nihcae loe pakha angh o moe, Aha, aha, aimacae ih mik hoi roe a hnuk o boeh, tiah a thuih o.
22 Du så det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig;
Aw Angraeng, hae baktih hmuennawk hae na hnuk boeh pongah, om taak duem hmah: Aw Angraeng, kangthla ah na om taak hmah.
23 rejs dig, vågn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre,
Ka Sithaw hoi Angraeng, kai kawng pongah lokcaek hanah, anglawt loe, angthawk ah!
24 døm mig efter din Retfærd HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig
Aw Angraeng ka Sithaw, na toenghaih hoiah lok na takroek pae ah; ka nuiah nihcae mah anghoehaih tawn o hmah nasoe.
25 Og sige i Hjertet: "Ha! som vi ønsked!" lad dem ikke sige: "Vi slugte ham!"
Nihcae mah palung thung hoiah Aah, aicae koehhaih loe acung boeh, tiah thui o hmah nasoe: anih loe a paaeh o boeh, tiah thui o hmah nasoe.
26 Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.
Karai ka tonghaih nuiah anghoe kaminawk loe azatpaw o nasoe loe, dawnraihaih hoiah om o nasoe: kai amoek thuih kaminawk loe azatpaw o nasoe loe, ahminsethaih hoiah om o nasoe.
27 Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: "Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!"
Ka toenghaih pongah anghoe kaminawk loe, anghoehaih laa to sah o nasoe loe, nawm o nasoe: ue, Angmah ih tamna qoeng tahanghaih koeh Angraeng loe, lensawkhaih om nasoe, tiah thui o poe nasoe.
28 Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.
Ka palai mah loe na toenghaih ni thui ueloe, athun qui nang pakoehhaih lok to thui tih.
