Salme 22

1 (Til sangmesteren. Efter "morgenrødens hind". En salme af David.) Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.

A I Kot, ai Kot da me komui likidmalie kin ia la? I likelikwir, a jauaj pa i me doo.

2 Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.

Ai Kot, nin ran i kin likwir, a kom jota kin japen, o ni pon I pil jota kin nenenla.

3 Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange.

Ari jo, komui ta me jaraui, komui me kotikot pan kaul en kapin en Ijrael.

4 På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;

Jam at akan liki komui, o ni ar liki, kom kotin jauaja irail er.

5 de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme.

Irail likwir on komui, rap dorelar, re liki komui, rap jota namenokala.

6 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;

A nai dueta kamatol amen, a kaidin ol amen, me aramaj akan kin lalaue o mamaleki.

7 alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet:

Karoj me kilan ia, kin lalaue, ia, jara pajan au arail o tuetual mon arail:

8 "Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham."

A kin liki Ieowa, i en dorela i, o kamaioda i, pwe a kin kupura i.

9 Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;

Pwe komui kotin kaipwi ia jan nan kaped en in ai; komui ta, me i liki jan ni anjaun ai mi ni maramaran in ai.

10 på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.

Jan nan’ kaped en in ai i lokidokilan komui; komui ta ai Kot jan ni anjaun ai mi pon kopan in ai.

11 Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!

Kom der kotin doo jan ia, pwe anjaun kalokolok korendor, ap jolar jauaj pa i.

12 Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig,

Kau ol kalaimun kan kapil ia penaer, o kau ol en Pajan kele ia pena.

13 spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.

Irail jara don ia dueta laien weriwer o laualo amen.

14 Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;

Nai wudokilar dueta pil, ai kokon akan karoj muei pajaner, o monion i pei pajaner nan kaped i dueta wi.

15 min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.

Ai kelail nalanal lar dueta diper en dal eu, o lo i pajadan pan natanat ai, o komui kin wia kin ia me melar amen.

16 Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,

Pwe kidi kan kapil ia pena, o pwin aramaj jued eu kele ia pena, irail kapore pajan pa i o na i kat.

17 jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig.

I kak wadok kokon ai kan karoj; a irail kin kilekilan ap peren kida.

18 Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.

Re kin nek pajan ai likau kan nan pun arail, o re doropweki ai likau pup.

19 Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!

A komui Main ender doo jan ia! Ai kel madando o jauaja ia!

20 Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!

Dorela maur i jan kodlaj, pwe me ta ieu, o jan nan kel en kidi!

21 Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.

Jauaja ia jan nan au en laien, o dore ia la jan oje en man laualo!

22 Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:

I pan padaki on ri ai kan duen mar omui, o i pan kapina komui nan momodijou.

23 "I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!

Kapina leowa komail me majak i, o kadaudok en Iakop en kalinanada i, o wan Ijrael karoj majak i.

24 Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!"

Pwe a jota kotin mamaleki de juedeki me luet akan; o a jota kotin karirila jilan i jan irail; o ni a likwir on i, a kotin erekier.

25 Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;

I pan kapina komui nan momodijou kalaimun; i pan kapwaiada ai inau mon ir me lan i.

26 de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!

Me luet akan en mana o medila, o me idok leowa, pan kapina i; nen omail pan me maureta kokolata.

27 Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn;

Ni imwin jap karoj re pan tamanda leowa, ap wuki on i, o di en men liki karoj pan kaudoki on i.

28 thi HERRENs er Riget, han er Folkenes Hersker.

Pwe wein leowa, o a kotin kaunda men liki kan.

29 De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.

Me wi kan karoj nin jappa pan manamana o kelepuki; karoj, me pan wiala pwel o jota kak kolekol maur ar, pan poni i.

30 Ham skal Efterkommeme tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer;

Kadaudok eu mia, me pan papa i, re pan padaki on jeri o jeri en jeri kan duen leowa.

31 de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.

Re pan pwarado o padaki on aramaj akan, me pan ipwidi mur duen a pun, o duen me a kotin wiadar.