Salme 22

1 (Til sangmesteren. Efter "morgenrødens hind". En salme af David.) Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.

Til songmeisteren etter «Morgonraudens hind»; ein salme av David. Min Gud, min Gud, kvi hev du forlate meg? Dei ord eg skrik ut, er langt burte frå mi frelsa.

2 Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.

Min Gud! eg ropar um dagen, og du svarar meg ikkje, og um natti, og eg fær ikkje tegja.

3 Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange.

Og du er då heilag, du som bur yver Israels lovsongar.

4 På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;

På deg leit våre feder; dei leit på deg, og du frelste deim.

5 de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme.

Til deg ropa dei og slapp undan; på deg leit dei og vart ikkje til skammar.

6 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;

Men eg er ein makk og ikkje ein mann, ei spott for menneskje og vanvyrd av folk.

7 alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet:

Alle som ser meg, spottar meg, rengjer munnen og rister på hovudet og segjer:

8 "Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham."

«Legg det på Herren! han frelse honom, han berge honom, sidan han hev hugnad i honom!»

9 Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;

Ja, du er den som drog meg fram frå morslivet, som let meg kvila trygt ved morsbrjostet.

10 på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.

På deg er eg kasta frå morslivet, frå morsfanget er du min Gud.

11 Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!

Ver ikkje langt burte frå meg! for trengsla er nær, for det finst ingen hjelpar.

12 Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig,

Sterke uksar ringar meg inne, Basans stutar kringset meg.

13 spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.

Dei spilar upp sitt gap imot meg, som ei flengjande og burande løva.

14 Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;

Eg er runnen ut som vatn, og alle mine bein skilst frå kvarandre; mitt hjarta hev vorte voks, smolte inst i mitt liv.

15 min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.

Mi kraft er uppturka som eit krusbrot, mi tunga kleimer seg til min gom, og du legg meg ned i daudens dust.

16 Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,

For hundar hev sanka seg um meg, ein hop av illmenne kringsett meg; dei hev gjenombora mine hender og mine føter.

17 jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig.

Eg kann telja alle mine bein; dei skodar til, dei ser på meg med lyst.

18 Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.

Dei skifte mine klæde millom seg og kasta lut um min kjole.

19 Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!

Men du, Herre, ver ikkje langt burte, du min styrke, skunda deg å hjelpa meg!

20 Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!

Fria mi sjæl frå sverdet, mi einaste frå hundevald!

21 Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.

Frels meg frå løvegap, og frå villukse-horn - du bønhøyrer meg!

22 Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:

Eg vil forkynna ditt namn for mine brør, midt i ålmugen vil eg lova deg.

23 "I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!

De som ottast Herren, lova honom, all Jakobs ætt, æra honom, og hav age for honom, all Israels ætt!

24 Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!"

For han hev ikkje vanvyrdt og ikkje stygst ved ein armings armodsdom, og ikkje løynt si åsyn for honom; men då han ropa til honom, høyrde han.

25 Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;

Frå deg kjem min lovsong i ein stor ålmuge; eg vil avgjera mine lovnader for deira augo som ottast honom.

26 de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!

Dei audmjuke skal eta og verta mette; dei som søkjer Herren, skal lova honom. Dykkar hjarta live til æveleg tid!

27 Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn;

Alle endarne av jordi skal koma det i hug og venda um til Herren, og alle heidninge-ætter skal tilbeda for di åsyn.

28 thi HERRENs er Riget, han er Folkenes Hersker.

For riket høyrer Herren til, og han råder yver alle hedningarne.

29 De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.

Alle rikmenner på jordi skal eta og tilbeda; for hans åsyn skal dei bøygja kne, alle dei som stig ned i dusti, og den som ikkje kann halda si sjæl i live.

30 Ham skal Efterkommeme tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer;

Etterkomarar skal tena honom; det skal verta fortalt um Herren til den komande ætt.

31 de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.

Dei skal koma og forkynna hans rettferd for det folk som vert født, at han hev gjort det.