Salme 22

1 (Til sangmesteren. Efter "morgenrødens hind". En salme af David.) Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.

Til sangmesteren; efter "Morgenrødens hind"; en salme av David. Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forlatt mig? Langt borte fra min frelse er min klages ord.

2 Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.

Min Gud! Jeg roper om dagen, og du svarer ikke, og om natten, og jeg får ikke tie.

3 Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange.

Og du er dog hellig, du som troner over Israels lovsanger.

4 På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;

Til dig satte våre fedre sin lit; de satte sin lit til dig, og du utfridde dem.

5 de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme.

Til dig ropte de, og de blev reddet; til dig satte de sin lit, og de blev ikke til skamme.

6 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;

Men jeg er en orm og ikke en mann, menneskers spott og folks forakt.

7 alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet:

Alle de som ser mig, spotter mig, vrenger munnen, ryster på hodet og sier:

8 "Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham."

Sett din vei i Herrens hånd! Han skal redde ham, han skal utfri ham, siden han har behag i ham.

9 Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;

Ja, du er den som drog mig frem av mors liv, som lot mig hvile trygt ved min mors bryst.

10 på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.

På dig er jeg kastet fra mors liv; fra min mors skjød er du min Gud.

11 Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!

Vær ikke langt borte fra mig! for trengselen er nær, og det er ingen hjelper.

12 Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig,

Sterke okser omringer mig, Basans okser kringsetter mig.

13 spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.

De spiler op sin munn imot mig som en sønderrivende og brølende løve.

14 Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;

Jeg er utøst som vann, og alle mine ben skiller sig at; mitt hjerte er som voks, smeltet midt i mitt liv.

15 min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.

Min kraft er optørket som et potteskår, og min tunge henger fast ved mine gommer, og i dødens støv legger du mig.

16 Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,

For hunder omringer mig, de ondes hop kringsetter mig; de har gjennemboret mine hender og mine føtter.

17 jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig.

Jeg kan telle alle mine ben; de ser til, de ser på mig med lyst.

18 Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.

De deler mine klær mellem sig og kaster lodd om min kjortel.

19 Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!

Men du? Herre, vær ikke langt borte, du min styrke, skynd dig å hjelpe mig!

20 Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!

Redd min sjel fra sverdet, mitt eneste fra hunders vold!

21 Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.

Frels mig fra løvens gap, og fra villoksenes horn - du bønnhører mig!

22 Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:

Jeg vil kunngjøre ditt navn for mine brødre, midt i menigheten vil jeg love dig.

23 "I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!

I som frykter Herren, lov ham, all Jakobs ætt, ær ham, og frykt for ham, all Israels ætt!

24 Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!"

For han har ikke foraktet og ikke avskydd den elendiges elendighet og ikke skjult sitt åsyn for ham; men da han ropte til ham, hørte han.

25 Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;

Fra dig utgår min pris i en stor forsamling; mine løfter vil jeg holde for deres øine som frykter ham.

26 de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!

De saktmodige skal ete og bli mette; de som søker Herren, skal love ham; eders hjerte leve til evig tid!

27 Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn;

Alle jordens ender skal komme det i hu og vende om til Herren, og alle folkenes slekter skal tilbede for ditt åsyn.

28 thi HERRENs er Riget, han er Folkenes Hersker.

For riket hører Herren til, og han hersker over folkene.

29 De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.

Alle jordens rikmenn skal ete og tilbede; for hans åsyn skal alle de bøie sig som stiger ned i støvet, og den som ikke kan holde sin sjel i live.

30 Ham skal Efterkommeme tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer;

Efterkommerne skal tjene ham, der skal fortelles om Herren til efterslekten.

31 de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.

De skal komme og kunngjøre hans rettferdighet for det folk som blir født, at han har gjort det.