Salme 22
1 (Til sangmesteren. Efter "morgenrødens hind". En salme af David.) Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.
To the chief Musician upon Aijeleth Shahar, A Psalm of David. My God, my God, why hast thou forsaken me? [why art thou so far] from helping me, [and from] the words of my roaring?
2 Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.
O my God, I cry in the day-time, but thou hearest not; and in the night season, and am not silent.
3 Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange.
But thou [art] holy, [O thou] that inhabitest the praises of Israel.
4 På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;
Our fathers trusted in thee: they trusted, and thou didst deliver them.
5 de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme.
They cried to thee, and were delivered: they trusted in thee, and were not confounded.
6 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;
But I [am] a worm, and no man; a reproach of men, and despised by the people.
7 alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet:
All they that see me deride me: they shoot out the lip, they shake the head, [saying],
8 "Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham."
He trusted on the LORD [that] he would deliver him: let him deliver him, seeing he delighted in him.
9 Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;
But thou [art] he that brought me forth into life: thou didst make me hope [when I was] upon my mother's breasts.
10 på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.
I was cast upon thee from my birth: thou [art] my God from the time I was born.
11 Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!
Be not far from me; for trouble [is] near; for [there is] none to help.
12 Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig,
Many bulls have compassed me: strong [bulls] of Bashan have beset me round.
13 spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.
They gaped upon me [with] their mouths, [as] a ravening and a roaring lion.
14 Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;
I am poured out like water, and all my bones are out of joint: my heart is like wax; it is melted in the midst of my bowels.
15 min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.
My strength is dried up like a potsherd; and my tongue cleaveth to my jaws; and thou hast brought me into the dust of death.
16 Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,
For dogs have compassed me: the assembly of the wicked have inclosed me: they pierced my hands and my feet.
17 jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig.
I may number all my bones: they look [and] stare upon me.
18 Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.
They part my garments among them, and cast lots upon my vesture.
19 Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!
But be not thou far from me, O LORD: O my strength, haste thee to help me.
20 Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!
Deliver my soul from the sword; my darling from the power of the dog.
21 Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.
Save me from the lion's mouth: for thou hast heard me from the horns of the unicorns.
22 Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:
I will declare thy name to my brethren: in the midst of the congregation will I praise thee.
23 "I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!
Ye that fear the LORD, praise him; all ye the seed of Jacob, glorify him; and fear him, all ye the seed of Israel.
24 Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!"
For he hath not despised nor abhorred the affliction of the afflicted; neither hath he hid his face from him; but when he cried to him, he heard.
25 Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;
My praise [shall be] of thee in the great congregation: I will pay my vows before them that fear him.
26 de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!
The meek shall eat and be satisfied: they shall praise the LORD that seek him: your heart shall live for ever.
27 Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn;
All the ends of the world shall remember and turn to the LORD: and all the kindreds of the nations shall worship before thee.
28 thi HERRENs er Riget, han er Folkenes Hersker.
For the kingdom [is] the LORD'S: and he [is] the governor among the nations.
29 De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.
All [they that are] fat upon earth shall eat and worship: all they that go down to the dust shall bow before him: and none can keep alive his own soul.
30 Ham skal Efterkommeme tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer;
A seed shall serve him; it shall be accounted to the LORD for a generation.
31 de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.
They shall come, and shall declare his righteousness to a people that shall be born, that he hath done [this].
