Salme 22
1 (Til sangmesteren. Efter "morgenrødens hind". En salme af David.) Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.
To him that excelleth upon Aiieleth Hasshahar. A Psalme of Dauid. My God, my God, why hast thou forsaken me, and art so farre from mine health, and from the wordes of my roaring?
2 Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.
O my God, I crie by day, but thou hearest not, and by night, but haue no audience.
3 Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange.
But thou art holy, and doest inhabite the prayses of Israel.
4 På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;
Our fathers trusted in thee: they trusted, and thou didest deliuer them.
5 de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme.
They called vpon thee, and were deliuered: they trusted in thee, and were not confounded.
6 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;
But I am a worme, and not a man: a shame of men, and the contempt of the people.
7 alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet:
All they that see me, haue me in derision: they make a mowe and nod the head, saying,
8 "Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham."
He trusted in the Lord, let him deliuer him: let him saue him, seeing he loueth him.
9 Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;
But thou didest draw me out of ye wombe: thou gauest me hope, euen at my mothers breasts.
10 på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.
I was cast vpon thee, euen from ye wombe: thou art my God from my mothers belly.
11 Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!
Be not farre from me, because trouble is neere: for there is none to helpe me.
12 Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig,
Many yong bulles haue compassed me: mightie bulles of Bashan haue closed me about.
13 spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.
They gape vpon me with their mouthes, as a ramping and roaring lyon.
14 Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;
I am like water powred out, and all my bones are out of ioynt: mine heart is like waxe: it is molten in the middes of my bowels.
15 min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.
My strength is dryed vp like a potsheard, and my tongue cleaueth to my iawes, and thou hast brought me into the dust of death.
16 Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,
For dogges haue compassed me, and the assemblie of the wicked haue inclosed me: they perced mine hands and my feete.
17 jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig.
I may tell all my bones: yet they beholde, and looke vpon me.
18 Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.
They part my garments among them, and cast lottes vpon my vesture.
19 Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!
But be thou not farre off, O Lord, my strength: hasten to helpe me.
20 Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!
Deliuer my soule from the sword: my desolate soule from the power of the dogge.
21 Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.
Saue me from the lyons mouth, and answere me in sauing me from the hornes of the vnicornes.
22 Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:
I wil declare thy Name vnto my brethren: in the middes of the Congregation will I praise thee, saying,
23 "I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!
Prayse the Lord, ye that feare him: magnifie ye him, all the seede of Iaakob, and feare ye him, all the seede of Israel.
24 Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!"
For he hath not despised nor abhorred ye affliction of the poore: neither hath he hid his face from him, but when he called vnto him, he heard.
25 Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;
My prayse shalbe of thee in the great Congregation: my vowes will I perfourme before them that feare him.
26 de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!
The poore shall eate and be satisfied: they that seeke after the Lord, shall prayse him: your heart shall liue for euer.
27 Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn;
All the endes of the worlde shall remember themselues, and turne to the Lord: and all the kinreds of the nations shall worship before thee.
28 thi HERRENs er Riget, han er Folkenes Hersker.
For the kingdome is the Lords, and he ruleth among the nations.
29 De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.
All they that be fat in the earth, shall eate and worship: all they that go downe into the dust, shall bowe before him, euen he that cannot quicken his owne soule.
30 Ham skal Efterkommeme tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer;
Their seede shall serue him: it shalbe counted vnto the Lord for a generation.
31 de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.
They shall come, and shall declare his righteousnesse vnto a people that shall be borne, because he hath done it.
