Salme 22
1 (Til sangmesteren. Efter "morgenrødens hind". En salme af David.) Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.
Til Sangmesteren; til „Morgenrødens Hind‟; en Psalme af David.
2 Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.
Min Gud, min Gud! hvorfor har du forladt mig, du er fjern fra min Frelse, fra mit Klageskrig.
3 Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange.
Min Gud! jeg raaber om Dagen, og du svarer ikke; og om Natten, og jeg kan ikke være stille.
4 På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;
Men du er hellig, du, som bor iblandt Israels Lovsange!
5 de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme.
Vore Fædre forlode sig paa dig; de forlode sig paa dig, og du friede dem.
6 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;
Til dig raabte de og frelstes; de forlode sig paa dig, og bleve ikke beskæmmede.
7 alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet:
Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragt.
8 "Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham."
Alle de, som se mig, spotte mig; de vrænge Mund, de ryste med Hovedet:
9 Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;
„Vælt det paa Herren, han befri ham; han redde ham, efterdi han har Lyst til ham‟!
10 på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.
Du er dog den, som drog mig af Moders Liv, du lod mig hvile trygt ved min Moders Bryster.
11 Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!
Paa dig er jeg kastet fra Moders Liv af; du er min Gud fra min Moders Skød.
12 Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig,
Vær ikke langt fra mig, thi Angest er nær; thi der er ingen Hjælper.
13 spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.
Mange Øksne have omgivet mig; Basans Tyre have omringet mig.
14 Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;
De oplode deres Gab imod mig som en Løve, der river og brøler.
15 min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.
Jeg er udøst som Vand, og alle mine Ben adskille sig; mit Hjerte er som Voks, det smelter midt i mit Liv.
16 Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,
Min Kraft er tørret som et Potteskaar, min Tunge hænger ved mine Gummer, og du lægger mig ned i Dødens Støv.
17 jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig.
Thi Hunde have omgivet mig; de ondes Hob har omringet mig; de have gennemboret mine Hænder og mine Fødder.
18 Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.
Jeg kan tælle alle mine Ben; de se til, de se paa mig.
19 Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!
De dele mine Klæder imellem sig og kaste Lod om mit Klædebon.
20 Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!
Men du, Herre, vær ikke langt borte! min Styrke, skynd dig at hjælpe mig!
21 Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.
Red min Sjæl fra Sværdet, min eneste fra Hundes Vold!
22 Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:
Frels mig fra Løvens Gab og fra Enhjørningens Horn! Du har bønhørt mig.
23 "I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!
Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt i Forsamlingen vil jeg love dig.
24 Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!"
I, som frygte Herren, lover ham! al Jakobs Sæd, ærer ham! og bæver for ham, al Israels Sæd!
25 Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;
Thi han har ikke foragtet og ej havt Vederstyggelighed for den elendiges Elendighed og ikke skjult sit Ansigt for ham; men der han raabte til ham, hørte han det.
26 de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!
Fra dig begynder min Lovsang i en stor Forsamling; jeg vil betale mine Løfter i Paasyn af dem, som frygte ham.
27 Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn;
De sagtmodige skulle æde og mættes, Herren skal prises af dem, som søge ham; eders Hjerter leve altid!
28 thi HERRENs er Riget, han er Folkenes Hersker.
Alle Verdens Ender skulle komme det i Hu og omvende sig til Herren; og alle Hedningernes Slægter skulle tilbede for dit Ansigt.
29 De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.
Thi Riget hører Herren til, og han hersker over Hedningerne.
30 Ham skal Efterkommeme tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer;
Alle mægtige paa Jorden skulle æde og tilbede; for ham skulle alle de bøje sig, som sank i Muld, og den, som ikke kunde holde sin Sjæl i Live.
31 de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.
Efterkommerne skulle tjene ham; der skal fortælles om Herren til Efterslægten. De skulle komme og forkynde hans Retfærdighed for det Folk, som bliver født; thi han har gjort det.
