Salme 18
1 (Til sangmesteren. Af HERRENS tjener David, som sang HERREN denne sang, dengang HERREN havde frelst ham af alle hans fjenders og af Sauls hånd. Han sang: ) HERRE, jeg har dig hjerteligt kær, min Styrke!
Til songmeisteren; av Herrens tenar David, som førde fram for Herren ordi i denne songen den dag då Herren hadde frelst honom frå alle hans fiendar og frå Saul. Og han sagde: Herre, eg hev deg hjarteleg kjær, min styrke!
2 HERRE, min Klippe, min Borg. min Befrier, min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn!
Herren er min berggrunn og mi festning og min frelsar; min Gud er mitt berg som eg flyr til, min skjold og mitt frelsehorn, mi borg.
3 Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.
Eg kallar på Herren som er høglova, og vert frelst frå mine fiendar.
4 Dødens Reb omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig,
Daudsens reip var spente um meg, og bekkjer av vondskap skræmde meg.
Helheims reip var snørde um meg, daudsens snaror fanga meg. (Sheol h7585)
6 i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører!
I mi trengsla kalla eg på Herren, og eg ropa til min Gud; han høyrde frå sitt tempel mi røyst, og mitt rop kom for hans andlit, til hans øyro.
7 Da rystede Jorden og skjalv, Bjergenes Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.
Og jordi skok og riste seg, og grunnvollarne i fjelli skalv, og dei skok seg, for han var vreid.
8 Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.
Røyk steig upp or hans nase, og eld frå hans munn åt um seg; gloande kol loga frå honom.
9 Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;
Og han lægde himmelen og steig ned, og det var kolmyrker under hans føter.
10 båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger;
Og han for fram på kerub, og flaug og sveiv på vengjerne åt vinden.
11 han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer.
Og han gjorde myrker til sitt åklæde rundt ikring seg, til sitt tjeld myrke vatn, tjukke skyer.
12 Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder gennem hans Skyer.
Frå glansen for hans andlit for hans skyer fram, hagl og gloande kol.
13 HERREN tordnede fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst, Hagl og Ildgløder.
Og Herren tora i himmelen, den Høgste let si røyst ljoda: hagl og gloande kol.
14 Han udslyngede Pile, adsplittede dem, Lyn i Mængde og skræmmede dem.
Og han sende ut sine piler og spreidde deim ikring, og eldingar i mengd og fortulla deim.
15 Vandenes Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, HERRE, for din Vredes Pust.
Då kom djupålarne i vatnom til synes, og grunnvollarne i jordi vart berrsynte ved ditt trugsmål, Herre, ved andepusten frå din nase.
16 Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,
Han rette ut handi frå det høge, han greip meg; han drog meg upp or store vatn.
17 frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.
Han frelste meg frå min megtige fiende og frå mine hatarar, for dei var meg for sterke.
18 På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig til Værn.
Dei for imot meg på min motgangs dag; men Herren vart min studnad.
19 Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.
Han førde meg ut i vidt rom; han frelste meg, for han hadde hugnad i meg.
20 HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld;
Herren gjorde med meg etter mi rettferd, han lønte meg etter reinleiken i mine hender.
21 thi jeg holdt mig til HERRENs Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud
For eg tok vare på Herrens vegar og fall ikkje i vondskap frå min Gud.
22 hans Bud stod mig alle for Øje, hans Lov skød jeg ikke fra mig.
For alle hans lover hadde eg for auga, hans bodord støytte eg ikkje frå meg.
23 Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.
Og eg var ulastande for honom og tok meg i vare for mi synd.
24 HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som stod ham for Øje!
Og Herren lønte meg etter mi rettferd, etter reinleiken i mine hender for hans augo.
25 Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,
Mot den godlyndte syner du deg godlyndt, mot ulastande mann syner du deg ulastande,
26 du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.
mot den reine syner du deg rein, mot den rangsnudde gjer du deg rang.
27 De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!
For du frelser arme folk og tvingar høge augo ned.
28 Ja, min Lampe lader du lyse, HERRE, min Gud opklarer mit Mørke.
For du let mi lampa lysa klårt, Herren, min Gud, gjer mitt myrker bjart.
29 Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde.
For ved deg renner eg mot herflokkar, og ved min Gud spring eg yver murar.
30 Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENs Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.
Gud, ulastande er hans veg; Herrens ord er skirt, han er ein skjold for alle deim som flyr til honom.
31 Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,
For kven er Gud forutan Herren, og kven er eit berg utan vår Gud?
32 den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,
Den Gud som gyrder meg med kraft og gjer min veg ulastande,
33 gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højene,
som gjev meg føter liksom hindarne og set meg upp på mine høgder,
34 oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen!
som lærer upp mine hender til strid, so mine armar spenner koparbogen.
35 Du gav mig din Frelses Skjold, din højre støttede mig, din Nedladelse gjorde mig stor;
Og du gav meg di frelsa til skjold, di høgre hand studde meg, og di småminking gjorde meg stor.
36 du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.
Du gjorde vidt rom åt mine stig under meg, og mine oklo vagga ikkje.
37 Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,
Eg forfylgde mine fiendar og nådde deim og vende ikkje um fyrr eg hev gjort av med deim.
38 slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod.
Eg slo deim i knas, so dei vann ikkje reisa seg; dei fell under føter.
39 Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;
Og du gyrde meg med kraft til striden; du bøygde under meg deim som stod upp imot meg.
40 du slog mine Fjender på Flugt, mine Avindsmænd rydded jeg af Vejen.
Du let mine fiendar snu ryggen til meg, og mine hatarar, deim rudde eg ut.
41 De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.
Dei ropa - men der var ingen frelsar - til Herren, men han svarar deim ikkje.
42 Jeg knuste dem som Støv for Vinden, fejed dem bort som Gadeskarn.
Og eg smuldrar deim som dust for vinden; som søyla på gator slo eg deim ut.
43 Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;
Du frelste meg frå folke-ufred; du sette meg til hovud for heidningar; folk som eg ikkje kjende, tente meg.
44 hører de om mig, lyder de mig, Udlandets Sønner kryber for mig;
Ved gjetordet um meg lydde dei meg; framande folk smeikte for meg.
45 Udlandets Sønner vansmægter, slæber sig frem af deres Skjul.
Framande folk visna av og gjekk skjelvande ut or sine borger.
46 HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,
Herren liver, og lova er han, mitt berg, og upphøgd er den Gud som meg frelser,
47 den Gud, som giver mig Hævn, tvinger Folkeslag under min Fod
den Gud som gjev meg hemn og legg folkeslag under meg,
48 og frier mig fra mine vrede Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.
som frelser meg frå mine fiendar; ja - du lyfter meg høgt yver deim som stend imot meg, frå valdsmannen bergar du meg.
49 HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn,
Difor vil eg prisa deg millom heidningarne, Herre, og lovsyngja ditt namn.
50 du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed, David og hans Æt evindelig.
Han gjer frelsa stor for sin konge, og gjer miskunn mot den som er salva av honom, mot David og hans ætt til æveleg tid.
