Salme 18
1 (Til sangmesteren. Af HERRENS tjener David, som sang HERREN denne sang, dengang HERREN havde frelst ham af alle hans fjenders og af Sauls hånd. Han sang: ) HERRE, jeg har dig hjerteligt kær, min Styrke!
Katoeng kruek zaehoikung hanah, Angraeng ih tamna David ih saam laa. Angraeng mah David to a misanawk thung boih hoi Saul ih ban thung hoiah loisak naah, David mah Angraeng khaeah hae laa hae sak; anih mah hae tiah thuih: Ka thacakhaih, Aw Angraeng, nang kang palung han.
2 HERRE, min Klippe, min Borg. min Befrier, min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn!
Angraeng loe ka lungsong, kacak kai ih sipae hoi kai pahlongkung ah oh: ka Sithaw, ka thacakhaih, ka buephaih, kang vaenghaih, ka loihhaih taki, kai ih imsang ah oh.
3 Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.
Pakoeh han krah Sithaw to ka kawk han, anih mah ka misanawk ban thung hoiah na pahlong tih.
4 Dødens Reb omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig,
Duekhaih quinawk mah ang zaeng moe, Sithaw panoek ai kaminawk ih tuiphu mah zithaih hoiah ang ohsak.
Hell qui mah ang zaeng kang moe, duekhaih thaang mah ang maah khoep. (Sheol h7585)
6 i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører!
Dawnrai naah Angraeng to ka kawk, ka Sithaw to ka palawk: anih mah angmah ih tempul thung hoiah ka lok ang tahngaih pae; ka hanghaih lok loe anih hmaa ah phak moe, anih ih naa thungah akun.
7 Da rystede Jorden og skjalv, Bjergenes Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.
Anih palungphui naah, long anghuen moe, tasoeh; maenawk ohhaih takung khoek to anghuen moe, angthuih.
8 Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.
Anih ih hnah thung hoiah hmaikhue tacawt moe, anih pakha thung ih hmai mah kangh pongah, to ih hmaipalai hoiah hmai to amngaeh.
9 Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;
Anih mah van to takoih moe, pahnaem tathuk; kaving loe anih ih khok tlim ah oh.
10 båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger;
Anih loe Cherubim nuiah angthueng moe, azawk: ue, anih loe takhi ih pakhraehnawk nuiah azawk.
11 han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer.
Anih loe angmah anghawk haih hanah vinghaih to sak moe, kaving khak tuinawk hoi kathah van ih tamainawk mah anih to takui o.
12 Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder gennem hans Skyer.
A hmaa ah aanghaih oh pongah, kathah tamainawk mah qaetui hoi hmai kamngaeh thlung to sin o moe, hmabang ah caeh o.
13 HERREN tordnede fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst, Hagl og Ildgløder.
Angraeng loe van ah doeh khopazihsak moe, Sang koek mah qaetui hoi hmai kamngaeh thlungnawk hanah lok a paek.
14 Han udslyngede Pile, adsplittede dem, Lyn i Mængde og skræmmede dem.
Ue, anih loe angmah ih palaanawk to kah; tangphra a pueksak pongah, misanawk anghaehsak phang moe, a sungsak.
15 Vandenes Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, HERRE, for din Vredes Pust.
Aw Angraeng, na thuitaekhaih hoi na hnah thung ih takhi nang hahhaih hoiah, tui longhaih loklamnawk to amtueng moe, long angdoethaih doeh amtueng.
16 Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,
Anih loe ranui bang hoiah ban to payangh, kai ang patawnh moe, pop parai tuinawk thung hoiah kai to azuh tahang.
17 frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.
Anih mah kai hnuma kaminawk, kai han paroeai thacak, ka misanawk ban thung hoiah ang pahlong.
18 På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig til Værn.
Kam rohaih niah nihcae mah ang maah o khoep; toe Angraeng loe ka buephaih ah oh.
19 Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.
Anih mah kalen parai imthung ah ang caeh haih; ka nuiah palung a tongh pongah, anih mah ang pahlong.
20 HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld;
Angraeng mah ka toenghaih baktih toengah, tangqum to ang paek, ka ban ciimhaih baktih toengah atho ang paek let.
21 thi jeg holdt mig til HERRENs Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud
Angraeng ih loklamnawk to ka pazui pongah, zaehaih sak hanah Sithaw to ka caeh taak ai.
22 hans Bud stod mig alle for Øje, hans Lov skød jeg ikke fra mig.
A lok takroekhaihnawk boih loe ka hmaa ah oh, anih mah sak ih daannawk ka pahnawt vai ai.
23 Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.
A hmaa ah toenghaih hoiah kho ka sak moe, zaehaih to ka caeh taak.
24 HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som stod ham for Øje!
To pongah ka toenghaih baktih, a mikhnuk ah ka ban ciimhaih baktih toengah, Angraeng mah tangqum to ang paek.
25 Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,
Nang loe tahmen thaih kami khaeah tahmenhaih nam tuengsak moe, katoeng kami khaeah toenghaih to nam tuengsak;
26 du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.
Kaciim kami khaeah ciimhaih nam tuengsak moe, poek angkoih kami khaeah poek angkoihaih to nam tuegsak.
27 De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!
Mi tlim ah khosah kaminawk to na pahlong; toe kasang ah mikpadai kaminawk loe na pakhrak tathuk.
28 Ja, min Lampe lader du lyse, HERRE, min Gud opklarer mit Mørke.
Aw Angraeng, kai ih hmaithawk nang paaang pae, ka Angraeng Sithaw mah ka vinghaih hae na aangsak tih.
29 Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde.
Nang oephaih rang hoiah misa to ka patom moe, ka Sithaw oephaih rang hoiah ni sipae to ka poeng thaih.
30 Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENs Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.
Sithaw ih loklam loe acung: Angraeng ih lok loe coek han koi om ai. Anih loe angmah khaeah abuep kaminawk boih hanah angvaenghaih ah oh.
31 Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,
Angraeng pacoengah mi maw Sithaw ah kaom vop? To tih ai boeh loe aicae Sithaw ai ah loe mi maw lungsong ah kaom?
32 den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,
Sithaw mah thacakhaih kazii hoiah ang zaeng moe, ka caehhaih loklam to acungsak.
33 gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højene,
Tasuk khok baktiah ka khok hae ang sak pae moe, ka ohhaih hmuensangnawk ah ang suek.
34 oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen!
Misatuk kop hanah ka ban ang patoh pae, to naah ni ka ban mah sum kalii to takoih thai vop.
35 Du gav mig din Frelses Skjold, din højre støttede mig, din Nedladelse gjorde mig stor;
Kai nang pakaa moe, na pahlonghaih to nang paek: na bantang ban hoiah nang zaeh moe, na tuinom hoihaih hoiah nang lensak boeh.
36 du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.
Ka caehhaih loklam to na kawksak pongah, ka khok hae amkhraeng thai ai.
37 Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,
Ka misanawk ka patom moe, ka kae: nihcae amro ai karoek to kam laem let ai.
38 slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod.
Nihcae loe ka khok tlim ah amtimh o: angthawk thai ai khoek to nihcae to ka tit.
39 Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;
Misatuk hanah thacakhaih kazii hoiah nang zaeng; ka misanawk ka khok tlim ah na kuepsak.
40 du slog mine Fjender på Flugt, mine Avindsmænd rydded jeg af Vejen.
Kai hnuma kaminawk ka hum thai hanah, ka misanawk ih tahnongnawk doeh nang paek.
41 De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.
Nihcae loe hang o, toe pahlongkung tawn o ai; Angraeng khaeah a hang o, toe anih mah pathim pae ai.
42 Jeg knuste dem som Støv for Vinden, fejed dem bort som Gadeskarn.
To naah nihcae to adip pueng ah ka hnoih moe, takhi nuiah maiphu takhoek ih baktih toengah ka takhoek: nihcae to loklam ih maiphu baktiah ka haeh.
43 Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;
Kai naeh kaminawk ih ban thung hoiah nang loisak moe, sithaw panoek ai kaminawk ih lu ah nang suek; panoek ai ih kaminawk doeh kai ih tok to a sak o.
44 hører de om mig, lyder de mig, Udlandets Sønner kryber for mig;
Kai ih tamthang a thaih o naah, ka lok to tahngaih o; panoek ai ih kaminawk loe angmacae koeh ah ka hmaa ah ang paek o.
45 Udlandets Sønner vansmægter, slæber sig frem af deres Skjul.
Panoek ai ih kaminawk loe palung boeng o moe, angmacae ohhaih ahmuen hoi tasoehhaih hoiah angzoh o.
46 HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,
Angraeng loe hing! Ka lungsong loe tahamhoihaih om nasoe! Kai pahlongkung Sithaw loe, pakoehhaih om nasoe.
47 den Gud, som giver mig Hævn, tvinger Folkeslag under min Fod
Kai hanah lulak moe, kaminawk kai tlim ah kuepsakkung loe, Sithaw ni.
48 og frier mig fra mine vrede Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.
Ka misanawk thung hoiah anih mah ang pahlong; ue, ka misanawk ranuiah kai nang toengh tahang: amrosak thaih kami ban thung hoiah nang pahlong.
49 HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn,
To pongah aw Angraeng, kai loe Sithaw panoek ai kaminawk salakah, nang khaeah anghoehaih lawk ka thuih moe, na hmin pakoehhaih laa to ka sak han.
50 du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed, David og hans Æt evindelig.
Anih mah angmah ih siangpahrang khaeah kalen parai loisakhaih to paek moe, situi a bawh ih David hoi angmah ih acaengnawk khaeah boeng thai ai palungnathaih to amtuengsak.
