Salme 142

1 (En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

“A psalm of David; a prayer, when he was in the cave” I cry unto the LORD with my voice; With my voice to the LORD do I make my supplication.

2 udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

I pour out my complaint before him; I declare before him my distress.

3 Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

When my spirit is overwhelmed within me, Thou knowest my path! In the way which I walk, they have hid a snare for me.

4 Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

I look on my right hand, and behold, But no man knoweth me; Refuge faileth me; No one careth for me.

5 HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

I cry unto thee, O LORD! I say, Thou art my refuge, My portion in the land of the living.

6 Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;

Attend to my cry, for I am brought very low; Deliver me from my persecutors, For they prevail against me!

7 udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.

Bring me out of prison, That I may praise thy name! The righteous shall gather around me, When thou shalt show me thy favor.