Salme 142

1 (En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

AN INSTRUCTION OF DAVID. A PRAYER WHEN HE IS IN THE CAVE. My voice [is] to YHWH, I cry, My voice [is] to YHWH, I beg [for] grace.

2 udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

I pour forth my meditation before Him, I declare my distress before Him.

3 Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

When my spirit has been feeble in me, Then You have known my path; In the way [in] which I walk, They have hid a snare for me.

4 Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

Looking on the right hand—and seeing, And I have none recognizing; Refuge has perished from me, There is none inquiring for my soul.

5 HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

I have cried to you, O YHWH, I have said, “You [are] my refuge, My portion in the land of the living.”

6 Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;

Attend to my loud cry, For I have become very low, Deliver me from my pursuers, For they have been stronger than I.

7 udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.

Bring forth my soul from prison to confess Your Name, The righteous surround me about, When You confer benefits on me!