Salme 142

1 (En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

Maschil of David, when he was in the cave; a Prayer. With my voice I cry unto the LORD; with my voice I make supplication unto the LORD.

2 udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

I pour out my complaint before Him, I declare before Him my trouble;

3 Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

When my spirit fainteth within me — Thou knowest my path — in the way wherein I walk have they hidden a snare for me.

4 Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

Look on my right hand, and see, for there is no man that knoweth me; I have no way to flee; no man careth for my soul.

5 HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

I have cried unto Thee, O LORD; I have said: 'Thou art my refuge, my portion in the land of the living.'

6 Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;

Attend unto my cry; for I am brought very low; deliver me from my persecutors; for they are too strong for me.

7 udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.

Bring my soul out of prison, that I may give thanks unto Thy name; the righteous shall crown themselves because of me; for Thou wilt deal bountifully with me.