Salme 142

1 (En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

A maskil of David, when he was in the cave. A prayer. I call out to the Lord for help; pleading with the Lord for mercy.

2 udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

I pour out my complaints before him; I tell him what's troubling me.

3 Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

When I'm totally discouraged, you know the direction I should take. But whichever way I go, people set traps for me.

4 Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

I look to my right for someone to support me—but no one pays me any attention. There's no safe place for me—no one cares about me at all.

5 HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

I cry out to you, Lord, for help, saying, “You are the one who keeps me safe; you are all I need in life.

6 Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;

Please listen to my sad cry, for I'm feeling very low. Please save me from those who are after me, for they're too strong for me.

7 udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.

Release me from my prison so I can praise you for the person you are! Those who live right will gather round me because you have treated me so well.”