< Salme 141 >
1 (En Salme af David.) HERRE, jeg råber til dig, il mig til hjælp, hør min Røst, når jeg råber til dig;
A Psalm of David. Jehovah, I have called upon thee: make haste unto me; give ear unto my voice, when I call unto thee.
2 som Røgoffer, gælde for dig min Bøn, mine løftede Hænder som Aftenoffer!
Let my prayer be set forth before thee as incense, the lifting up of my hands as the evening oblation.
3 HERRE, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers Dør!
Set a watch, O Jehovah, before my mouth; keep the door of my lips.
4 Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udådsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage.
Incline not my heart to any evil thing, to practise deeds of wickedness with men that are workers of iniquity; and let me not eat of their dainties.
5 Slår en retfærdig mig, så er det Kærlighed; revser han mig, er det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab.
Let the righteous smite me, it is kindness; and let him reprove me, it is an excellent oil which my head shall not refuse: for yet my prayer also is [for them] in their calamities.
6 Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de skal høre, at mine Ord er liflige.
When their judges are thrown down from the rocks, they shall hear my words, for they are sweet.
7 Som når man pløjer Jorden i Furer, spredes vore Ben ved Dødsrigets Gab. (Sheol )
Our bones are scattered at the mouth of Sheol, as when one cutteth and cleaveth [wood] upon the earth. (Sheol )
8 Dog, mine Øjne er rettet på dig, o HERRE, Herre, på dig forlader jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris!
For unto thee, Jehovah, Lord, are mine eyes; in thee do I trust: leave not my soul destitute.
9 Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udådsmændenes Snarer;
Keep me from the snare which they have laid for me, and from the traps of the workers of iniquity.
10 lad de gudløse falde i egne Gram, medens jeg går uskadt videre.
Let the wicked fall into their own nets, whilst that I withal pass over.