< Salme 140 >
1 (Til Sangmesteren. En Salme af David.) Red mig, HERRE, fra onde Mennesker, vær mig et Værn mod Voldsmænd,
2 der pønser på ondt i Hjertet og daglig ægger til Strid.
3 De hvæsser Tungen som Slanger, har Øglegift under deres Læber. (Sela)
4 Vogt mig, HERRE, for gudløses Hånd, vær mig et Værn mod Voldsmænd, som pønser på at bringe mig til Fald.
5 Hovmodige lægger Snarer og Strikker for mig, breder et Net for min Fod, lægger Fælder for mig ved Vejen. (Sela)
6 Jeg siger til HERREN: Du er min Gud, HERRE, lyt til min tryglende Røst!
7 HERRE, Herre, min Frelses Styrke, du skærmer mit Hoved på Stridens Dag.
8 Opfyld ej, HERRE, den gudløses Ønsker, lad ikke hans Råd have Fremgang!
9 Lad dem ikke løfte Hovedet mod mig, lad deres Trusler ramme dem selv!
10 Det regne på dem med gloende Kul, styrt dem i Dybet, ej stå de op!
11 Lad ikke Bagtaleren holde sig i Landet, ondt ramme Voldsmanden Slag i Slag!
12 Jeg ved, at HERREN vil føre de armes Sag og skaffe de fattige Ret.
13 For vist skal retfærdige prise dit Navn, oprigtige bo for dit Åsyn.