Salme 139
1 (Til Sangmesteren. Af David. En Salme.) HERRE, du ransager mig og kender mig!
Oh Gospod, preiskal si me in me spoznal.
2 Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand,
Poznaš moje sedanje in moje vstajanje, moje misli razumeš daleč stran.
3 du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.
Obdajaš mojo pot in moje leganje in seznanjen si z vsemi mojimi potmi.
4 Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.
Kajti besede ni na mojem jeziku, toda, glej, oh Gospod, ti jo popolnoma poznaš.
5 Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig.
Obdajaš me zadaj in spredaj in name polagaš svojo roko.
6 At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!
Takšno spoznanje je prečudovito zame, visoko je, ne morem ga doseči.
7 Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn?
Kam naj grem pred tvojim duhom? Ali kam naj pobegnem pred tvojo prisotnostjo?
Če se povzpnem v nebesa, si tam; če si svojo posteljo pripravim v peklu, glej, si tam. (Sheol h7585)
9 tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
Če vzamem peruti jutra in prebivam v najbolj oddaljenih krajih morja,
10 da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!
celo tam me bo tvoja roka vodila in tvoja desnica me bo držala.
11 Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!"
Če rečem: »Zagotovo me bo pokrila tema, celo noč bo svetloba okoli mene.«
12 så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
Da, tema se ne skriva pred teboj, toda noč sije kakor dan; tema in svetloba, obe sta ti podobni.
13 Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
Kajti v last si si vzel mojo notranjost, pokril si me v maternici moje matere.
14 Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
Hvalil te bom, kajti jaz sem strašljivo in izvrstno narejen. Čudovita so tvoja dela in to moja duša resnično dobro ve.
15 Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;
Moja snov ni bila skrita pred teboj, ko sem bil narejen na skrivnem in nenavadno izdelan v najnižjih delih zemlje.
16 som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
Tvoje oči so videle mojo snov, čeprav je bila nepopolna in v tvoji knjigi so bili zapisani vsi moji udje, ki so bili oblikovani v vztrajanju, medtem ko ni bilo še nobenega izmed njih.
17 Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!
Kako dragocene so mi tudi tvoje misli, oh Bog! Kako velik je njihov seštevek!
18 Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig.
Če bi jih preštel, jih je po številu več kakor peska. Ko se zbudim, sem še vedno s teboj.
19 Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra mig,
Zagotovo boš ubil zlobnega, oh Bog, zato odidite od mene, vi krvoločni ljudje.
20 de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
Kajti zlobno govorijo zoper tebe in tvoji sovražniki zaman jemljejo tvoje ime.
21 Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der står dig imod;
Ali ne sovražim tistih, oh Gospod, ki sovražijo tebe? Mar nisem užaloščen s tistimi, ki se dvigujejo zoper tebe?
22 med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine Fjender.
Sovražim jih s popolnim sovraštvom, štejem jih [za] svoje sovražnike.
23 Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!
Preišči me, oh Bog in spoznaj moje srce; preizkusi me in spoznaj moje misli.
24 Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!
Poglej ali je v meni kakršnakoli zlobna pot in vodi me po večni poti.
