Salme 139
1 (Til Sangmesteren. Af David. En Salme.) HERRE, du ransager mig og kender mig!
Dāvida dziesma, dziedātāju vadonim. Kungs, Tu mani pārmani un pazīsti.
2 Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand,
Tu zini manu sēdēšanu un celšanos, Tu noproti manas domas no tālienes.
3 du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.
Lai eju, lai guļu, Tu esi ap mani, un Tev zināmi visi mani ceļi.
4 Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.
Jo nav ne vārda uz manas mēles; redzi, Kungs, to visu Tu zini.
5 Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig.
Tu meties ap mani pakaļā un priekšā un turi Savu roku pār mani.
6 At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!
Šī atzīšana man ir visai brīnišķa un augsta, es to nevaru izprast.
7 Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn?
Kur man būs aiziet no Tava Gara, un kur man būs bēgt no Tava vaiga?
Ja es kāptu debesīs, tad Tu tur esi; ja es nogultos ellē, redzi, Tu tur arīdzan esi. (Sheol h7585)
9 tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
Ja es ņemtu ausekļa spārnus un paliktu jūras galā.
10 da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!
Tad arī tur Tava roka mani vadīs, un Tava labā roka mani turēs.
11 Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!"
Ja es sacītu: Lai tumsība mani apklāj un par nakti lai paliek gaisma ap mani:
12 så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
Tad ir tumsība Tavā priekšā nebūtu tumša, un nakts spīdētu kā diena, tumsība būtu kā gaisma.
13 Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
Jo Tu esi radījis manas īkstis, Tu mani esi apsedzis manas mātes miesās.
14 Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
Es Tev pateicos, ka es ļoti brīnišķi esmu darīts, brīnišķi ir Tavi darbi, un mana dvēsele to it labi zin.
15 Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;
Mani kauli Tev nebija apslēpti, kad es slepenībā tapu darīts, kad es tapu iztaisīts zemes dziļumos.
16 som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
Tavas acis redzēja mani, vēl neiztaisītu pīti(miesas iedīgli), un visas nākamās dienas bija rakstītas Tavā grāmatā, kad vēl nebija nevienas.
17 Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!
Cik dārgas man ir Tavas domas, ak Dievs! Cik liels ir viņu skaits!
18 Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig.
Kad tās jāskaita, tad viņu vairāk nekā smiltis. Es uzmostos un vēl esmu pie Tevis.
19 Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra mig,
Ak Dievs, kaut Tu bezdievīgo nokautu, un kaut asinsvainīgie no manis atstātos.
20 de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
Tie par Tevi runā ar negantību un Tavi ienaidnieki lepojās ar viltu.
21 Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der står dig imod;
Vai man nebūs ienīdēt, kas Tevi, Kungs, ienīst, un ieriebt, kas pret Tevi ceļas?
22 med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine Fjender.
Ienīdēt es tos ienīstu, tie man ir ienaidnieki.
23 Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!
Pārbaudi mani, ak Dievs, un atzīsti manu sirdi, izmeklē mani un atzīsti manas domas,
24 Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!
Un redzi, vai es esmu negantā ceļā, un vadi mani uz mūžīgu ceļu.
