Salme 139
1 (Til Sangmesteren. Af David. En Salme.) HERRE, du ransager mig og kender mig!
In finem, psalmus David. [Domine, probasti me, et cognovisti me;
2 Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand,
tu cognovisti sessionem meam et resurrectionem meam.
3 du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.
Intellexisti cogitationes meas de longe; semitam meam et funiculum meum investigasti:
4 Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.
et omnes vias meas prævidisti, quia non est sermo in lingua mea.
5 Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig.
Ecce, Domine, tu cognovisti omnia, novissima et antiqua. Tu formasti me, et posuisti super me manum tuam.
6 At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!
Mirabilis facta est scientia tua ex me; confortata est, et non potero ad eam.
7 Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn?
Quo ibo a spiritu tuo? et quo a facie tua fugiam?
Si ascendero in cælum, tu illic es; si descendero in infernum, ades. (Sheol h7585)
9 tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
Si sumpsero pennas meas diluculo, et habitavero in extremis maris,
10 da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!
etenim illuc manus tua deducet me, et tenebit me dextera tua.
11 Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!"
Et dixi: Forsitan tenebræ conculcabunt me; et nox illuminatio mea in deliciis meis.
12 så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
Quia tenebræ non obscurabuntur a te, et nox sicut dies illuminabitur: sicut tenebræ ejus, ita et lumen ejus.
13 Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
Quia tu possedisti renes meos; suscepisti me de utero matris meæ.
14 Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
Confitebor tibi, quia terribiliter magnificatus es; mirabilia opera tua, et anima mea cognoscit nimis.
15 Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;
Non est occultatum os meum a te, quod fecisti in occulto; et substantia mea in inferioribus terræ.
16 som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
Imperfectum meum viderunt oculi tui, et in libro tuo omnes scribentur. Dies formabuntur, et nemo in eis.
17 Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!
Mihi autem nimis honorificati sunt amici tui, Deus; nimis confortatus est principatus eorum.
18 Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig.
Dinumerabo eos, et super arenam multiplicabuntur. Exsurrexi, et adhuc sum tecum.
19 Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra mig,
Si occideris, Deus, peccatores, viri sanguinum, declinate a me:
20 de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
quia dicitis in cogitatione: Accipient in vanitate civitates tuas.
21 Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der står dig imod;
Nonne qui oderunt te, Domine, oderam, et super inimicos tuos tabescebam?
22 med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine Fjender.
Perfecto odio oderam illos, et inimici facti sunt mihi.
23 Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!
Proba me, Deus, et scito cor meum; interroga me, et cognosce semitas meas.
24 Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!
Et vide si via iniquitatis in me est, et deduc me in via æterna.]
