Salme 139
1 (Til Sangmesteren. Af David. En Salme.) HERRE, du ransager mig og kender mig!
Pou direktè koral la; Yon Sòm David O SENYÈ, Ou te sonde mwen e te konnen mwen.
2 Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand,
Ou konnen lè m chita ak lè m leve. Ou konprann panse mwen yo de lwen.
3 du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.
Ou konn egzamine chemen mwen fè avèk kouche mwen, e rekonèt bagay pi entim nan chemen mwen yo.
4 Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.
Menm avan mwen gen yon pawòl sou bouch mwen, Men gade, O SENYÈ, Ou konnen tout li menm.
5 Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig.
Ou fin antoure mwen ni devan, ni dèyè e Ou te poze men Ou sou mwen.
6 At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!
Konesans konsa twò mèvèye pou mwen. Li twò wo. Mwen pa kab rive kote l.
7 Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn?
Kibò mwen kab ale kite lespri Ou? Oswa kibò mwen kab sove ale pou m ta kite prezans Ou?
Si mwen monte nan syèl la, Ou la. Si m fè kabann mwen nan sejou mò yo, men vwala, Ou la. (Sheol h7585)
9 tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
Si mwen pran zèl nan maten, si m ta rete nan pati lanmè pi lwen an,
10 da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!
menm la, se men Ou k ap mennen mwen, e se men dwat Ou k ap kenbe m.
11 Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!"
Si mwen di: “Anverite, tenèb la va kouvri mwen, e limyè ki antoure mwen an va vin fènwa,”
12 så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
menm tenèb la pa tenèb pou Ou, e fènwa a klere menm jan ak lajounen. Tenèb ak limyè se menm pou Ou menm.
13 Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
Paske se Ou menm ki te fòme pati anndan m yo. Ou te tise mwen, pyese m soti nan vant Manman m.
14 Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
Mwen va bay Ou anpil remèsiman, paske mwen fèt yon fason mèvèye. Zèv Ou yo depase bon konprann e nanm mwen byen konnen sa.
15 Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;
Fòm mwen pa t kache a Ou menm lè m te fèt nan sekrè a, e tise kon mèvèy etonnan nan fon tè a.
16 som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
Zye Ou te wè matyè san fòm mwen. Epi nan liv Ou a, te deja ekri tout jou ki te òdone pou mwen yo, menm lè youn nan yo potko fin rive.
17 Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!
Anplis, SENYÈ, a la presye se panse Ou yo yo pou mwen! A la gran, yo gran anpil!
18 Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig.
Si m te konte yo, yo t ap an kantite depase sab. Lè m leve nan dòmi, mwen toujou avèk Ou.
19 Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra mig,
O ke Ou ta touye mechan yo, O Bondye. Soti sou mwen, O moun ki vèse san.
20 de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
Paske yo pale kont Ou ak mechanste, e lènmi Ou yo pran non Ou an ven.
21 Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der står dig imod;
Èske m pa rayi (sila) ki rayi Ou yo, O SENYÈ? Epi èske mwen pa t blese menm de (sila) ki leve kont Ou yo?
22 med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine Fjender.
Mwen rayi yo ak yon rayisman ale nèt. Yo devni lènmi m.
23 Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!
Sonde mwen, O Bondye e konnen kè mwen. Mete mwen a leprèv e konnen panse mwen yo.
24 Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!
Konsa, wè si gen okenn move chemen nan mwen e mennen mwen nan chemen etènèl la.
