Salme 139
1 (Til Sangmesteren. Af David. En Salme.) HERRE, du ransager mig og kender mig!
`To victorie, the salm of Dauith. Lord, thou hast preued me, and hast knowe me;
2 Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand,
thou hast knowe my sitting, and my rising ayen.
3 du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.
Thou hast vndirstonde my thouytis fro fer; thou hast enquerid my path and my corde.
4 Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.
And thou hast bifor seien alle my weies; for no word is in my tunge.
5 Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig.
Lo! Lord, thou hast knowe alle thingis, the laste thingis and elde; thou hast formed me, and hast set thin hond on me.
6 At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!
Thi kunnyng is maad wondirful of me; it is coumfortid, and Y schal not mowe to it.
7 Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn?
Whidir schal Y go fro thi spirit; and whider schal Y fle fro thi face?
If Y schal stie in to heuene, thou art there; if Y schal go doun to helle, thou art present. (Sheol h7585)
9 tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
If Y schal take my fetheris ful eerli; and schal dwelle in the last partis of the see.
10 da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!
And sotheli thider thin hond schal leede me forth; and thi riyt hond schal holde me.
11 Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!"
And Y seide, In hap derknessis schulen defoule me; and the nyyt is my liytnyng in my delicis.
12 så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
For whi derknessis schulen not be maad derk fro thee, aud the niyt schal be liytned as the dai; as the derknessis therof, so and the liyt therof.
13 Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
For thou haddist in possessioun my reines; thou tokist me vp fro the wombe of my modir.
14 Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
I schal knouleche to thee, for thou art magnefied dreedfuli; thi werkis ben wondirful, and my soule schal knouleche ful miche.
15 Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;
Mi boon, which thou madist in priuete, is not hyd fro thee; and my substaunce in the lower partis of erthe.
16 som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
Thin iyen sien myn vnperfit thing, and alle men schulen be writun in thi book; daies schulen be formed, and no man is in tho.
17 Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!
Forsothe, God, thi frendis ben maad onourable ful myche to me; the princeheed of hem is coumfortid ful myche.
18 Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig.
I schal noumbre hem, and thei schulen be multiplied aboue grauel; Y roos vp, and yit Y am with thee.
19 Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra mig,
For thou, God, schalt slee synneris; ye menquelleris, bowe awei fro me.
20 de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
For ye seien in thouyt; Take thei her citees in vanite.
21 Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der står dig imod;
Lord, whether Y hatide not hem that hatiden thee; and Y failide on thin enemyes?
22 med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine Fjender.
Bi perfite haterede Y hatide hem; thei weren maad enemyes to me.
23 Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!
God, preue thou me, and knowe thou myn herte; axe thou me, and knowe thou my pathis.
24 Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!
And se thou, if weie of wickidnesse is in me; and lede thou me forth in euerlastinge wei.
