Salme 139
1 (Til Sangmesteren. Af David. En Salme.) HERRE, du ransager mig og kender mig!
[Aka mawt ham David kah Tingtoenglung] BOEIPA aw kai nan khe tih nan ming coeng.
2 Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand,
Namah loh ka ngol ka pai khaw na ming tih ka mangtaengnah te a hla lamloh na yakming.
3 du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.
Ka yiin tih ka yalh ah khaw nan dangrhoek tih ka longpuei khaw boeih na hmaiben coeng.
4 Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.
BOEIPA aw boeih na ming bangla ka lai dongah ol a om moenih he.
5 Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig.
A hnuk a hmai la kai nan thingthung tih kai soah na kut nan tloeng thil.
6 At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!
Mingnah loh mangvawt la mangvawt coeng tih kai lakah a pomdoep te tah ka pha moenih.
7 Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn?
Na Mueihla taeng lamloh melam ka pongpa vetih na mikhmuh lamloh melam ka yong eh?
Vaan la ka luei cakhaw namah hnap, Saelkhui ah thingkong ka phaih cakhaw namah hnap na om. (Sheol h7585)
9 tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
Mincang phae ka phuel tih tuitun rhalvang ah kho ka sak.
10 da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!
Teah pataeng na kut loh kai m'mawt vetih na bantang kut loh kai n'tuuk ni.
11 Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!"
“Khohmuep loh kai n'thing,” ka ti ngawn cakhaw khoyin he ka taengvai ah vangnah la poeh.
12 så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
Khohmuep pataeng namah taengah hmuep pawh. Te dongah khoyin te khothaih bangla, tamyin khaw khosae bangla sae ni.
13 Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
Namah loh ka kuel khaw na lai tih a nu bungko khuiah kai nan cun coeng.
14 Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
Namah te kang hiin dongah ni kang uem. Na bibi khaw khobaerhambae la khobaerhambae coeng tih ka hinglu loh phaeng a ming.
15 Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;
Ka thaa khaw namah taeng lamloh a thuh moenih. A huephael ah n'saii tih diklai laedil ah n'hlom.
16 som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
Ka pumho he na mik loh a hmuh coeng. Te boeih te na cabu khuila a daek uh vaengah khohnin khaw saii uh hlan tih amih te pakhat khaw om hlan.
17 Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!
Te dongah Pathen namah na mangtaengnah tah kai ham bahoeng a phutlo tih a hnun bahoeng ting.
18 Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig.
Te te ka tae ham khaw laivin lakah puh. Ka haenghang vaengah kai khaw namah taengla ka om pueng.
19 Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra mig,
Pathen aw halang ke na rhaem oeh atah hlang thii he kai taeng lamloh khoe mai.
20 de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
Namah te tangkhuepnah neh a thui tih na rhal rhoek loh a poeyoek la a phueih.
21 Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der står dig imod;
BOEIPA nang aka thiinah rhoek pawt nim ka thiinah tih nang aka tloelh rhoek taengah ka ko a oek?
22 med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine Fjender.
Ka taengah thunkha la a om uh dongah amih te hmuhuetnah neh a khuetnah ka thiinah.
23 Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!
Pathen aw kai n'khe lamtah ka thinko ming lah. Kai noemcai lamtah ka mangvawtnah he ming lah.
24 Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!
Tedae ka khuikah tloh longpuei hmu lamtah kumhal longpuei ah kai m'mawt lah.
