Salme 137

1 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.

Na vodama Vavilonskim sjeðasmo i plakasmo opominjuæi se Siona.

2 Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

O vrbama sred njega vješasmo harfe svoje.

3 Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"

Ondje iskahu koji nas zarobiše da pjevamo, i koji nas oboriše da se veselimo: “pjevajte nam pjesmu Sionsku.”

4 Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?

Kako æemo pjevati pjesmu Gospodnju u zemlji tuðoj?

5 Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

Ako zaboravim tebe, Jerusalime, neka me zaboravi desnica moja.

6 Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

Neka prione jezik moj za usta moja, ako tebe ne uspamtim, ako ne uzdržim Jerusalima svrh veselja svojega.

7 HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"

Napomeni, Gospode, sinovima Edomovijem dan Jerusalimski, kad govoriše: raskopajte, raskopajte ga do temelja.

8 Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

Kæeri Vavilonska, krvnico, blago onome ko ti plati za djelo koje si nama uèinila!

9 Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!

Blago onome koji uzme i razbije djecu tvoju o kamen.