Salme 137

1 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.

KIT momoder ni kailan pilap en Papel o janejan, ni ni tamanda Jion.

2 Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

Kit lanadar at arp akan nin tuka kan, me mi waja o.

3 Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"

Pwe me jali kit edi inda, jen kaul, o jen pereperen ni at mamaiei: Komail wiai on kit kaul apot duen Jion.

4 Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?

Iaduen at pan kak wiada kaul nil leowa nan jap en men wai?

5 Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

Ma i pan monoke uk ala Ierujalem, pa i pali maun ap pil pun monokinokla.

6 Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

Lo i pan paj on pan natanat ai, ma i jolar pan taman uk adar, ma i jolar pan peren kida Ierujalem mon meakaroj.

7 HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"

Main leowa, kom kotin tamanda en men Edom ar lokolokaia ni ran apwal en lerujalem Kawela, kawela lao Iel on nan pwel!

8 Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

Toun Papel, morjued koe, re meid pai, me pan wiai on uk duen me koe wiadar!

9 Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!

Meid pai ir, me pan koledi noum jeri pwelel o kajuk pajan nin takai!