Salme 137

1 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.

A bakin kogunan Babilon muka zauna muka yi kuka sa’ad da muka tuna da Sihiyona.

2 Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

A can a kan rassan itatuwa muka rataye garayunmu,

3 Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"

gama a can masu kamunmu suka sa mu yi waƙoƙi, masu ba mu azaba suka nema waƙoƙin farin ciki; suka ce, “Ku rera mana ɗaya daga cikin waƙoƙin Sihiyona!”

4 Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?

Yaya za mu rera waƙoƙin Ubangiji a baƙuwar ƙasa?

5 Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

In na manta da ke, ya Urushalima, bari hannuna na dama manta da iyawarsa.

6 Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

Bari harshena yă manne wa rufin bakina in ban tuna da ke ba, in ban so Urushalima farin cikin mafi girma ba.

7 HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"

Ka tuna, ya Ubangiji, abin da mutanen Edom suka yi a ranar da Urushalima ta fāɗi. Suka yi ihu suka ce, “A ragargaza ta, A ragargaza ta har tushenta!”

8 Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

Ya Diyar Babilon, an ƙaddara ke zuwa hallaka, mai farin ciki ne wanda ya sāka miki saboda abin da kika yi mana,

9 Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!

shi da ya ƙwace jariranki ya fyaɗa su a kan duwatsu.