< Salme 137 >
1 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.
When we sat down by the rivers of Babylon we wept as we remembered Zion.
2 Vi hængte vore Harper i Landets Pile.
We hung up our harps on the willow trees.
3 Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"
For those who had taken us captive asked us for a song—our tormentors wanted us to sing a happy song from Jerusalem.
4 Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?
But how could we sing a song dedicated to the Lord in a pagan land?
5 Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!
If I forget Jerusalem, may my right hand forget how to play;
6 Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!
May my tongue stick to the roof of my mouth if I don't remember you—if I don't consider Jerusalem my greatest joy.
7 HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"
Lord, please remember what the people of Edom did on the day Jerusalem fell, the ones who said “Tear it down! Destroy it down to its foundations!”
8 Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!
Daughter of Babylon, you will be destroyed! Happy is the one who pays you back, who does to you what you did to us!
9 Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!
Happy is the one who grabs your children and smashes them against the rocks!