< Salme 137 >
1 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.
By the rivers of Babylon, there we sat down; yea, we wept when we remembered Zion.
2 Vi hængte vore Harper i Landets Pile.
We hanged our harps upon the willows in the midst thereof.
3 Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"
For there they that carried us away captive required of us a song; and they that made us wail [required] mirth, [saying, ] Sing us [one] of the songs of Zion.
4 Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?
How should we sing a song of Jehovah's upon a foreign soil?
5 Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!
If I forget thee, Jerusalem, let my right hand forget [its skill];
6 Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!
If I do not remember thee, let my tongue cleave to my palate: if I prefer not Jerusalem above my chief joy.
7 HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"
Remember, O Jehovah, against the sons of Edom, the day of Jerusalem; who said, Lay [it] bare, Lay [it] bare, down to its foundation!
8 Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!
Daughter of Babylon, who art to be laid waste, happy he that rendereth unto thee that which thou hast meted out to us.
9 Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!
Happy he that taketh and dasheth thy little ones against the rock.