< Salme 127 >
1 (Sang til Festrejserne. Af Salomo.) Dersom HERREN ikke bygger huset, er Bygmestrenes Møje forgæves, dersom HERREN ikke vogter Byen, våger Vægteren forgæves.
Ko e Hiva ʻae ʻalu hake maʻa Solomone. Kapau ʻe ʻikai langa ʻe Sihova ʻae fale, ʻoku taʻeʻaonga ʻae ngāue ʻanautolu ʻoku nau langa ia: kapau ʻe ʻikai tauhi ʻe Sihova ʻae kolo, ʻoku taʻeʻaonga ʻae ʻā ʻae tangata leʻo.
2 Det er forgæves, I står årle op og går sent til Ro, ædende Sliddets Brød; alt sligt vil han give sin Ven i Søvne.
ʻOku taʻeʻaonga hoʻomou tuʻu hake hengihengi pē, mo nofo pē ʻo fuoloa ʻi he pō, ke kai ʻae mā ʻoe mamahi: he ʻoku ne foaki ʻae mohe ki heʻene pele.
3 Se, Sønner er HERRENs Gave, Livsens Frugt er en Løn.
Vakai, ko e fānau ko e tofiʻa meia Sihova: pea ko e fua ʻoe manāva ko ʻene totongi.
4 Som Pile i Krigerens Hånd er Sønner, man får i sin Ungdom.
Hangē ko e ngaahi ngahau ʻi he nima ʻoe tangata mālohi; ʻoku pehē ʻae fānau ʻae talavou.
5 Salig den Mand, som fylder sit Kogger med dem; han beskæmmes ej, når han taler med Fjender i Porten.
ʻOku monūʻia ʻae tangata ʻaia ʻoku fonu ʻene hōfangahau ʻiate kinautolu: ʻe ʻikai tenau mā, ka tenau lea ki he ngaahi fili ʻi he matapā.