Salme 120

1 (Sang til Festrejserne.) Jeg råbte til HERREN i Nød, og han svarede mig.

Kasang laa. Patang ka khang naah Angraeng to ka kawk, ka kawkhaih lok to anih mah ang pathim.

2 HERRE, udfri min Sjæl fra Løgnelæber, fra den falske Tunge!

Aw Angraeng, amsawnlok thuihaih pahninawk hoi alinghaih palainawk thung hoiah na pahlong ah.

3 Der ramme dig dette og hint, du falske Tunge!

Aw aling thaih palai nang, kawbaktih danpaekhaih maw nang paek han? To tih ai boeh loe na nuiah timaw ka sak han?

4 Den stærkes Pile er hvæsset ved glødende Gyvel.

Nang loe thacak kami ih kasum palaa hoi hmai kamngaeh thing hoiah thuitaek han oh.

5 Ve mig, at jeg må leve som fremmed i Mesjek, bo iblandt Kedars Telte!

Kedar ih kahni im ah ka oh moe, Meshek ah ka oh pongah, kai han khosak bingh!

6 Min Sjæl har længe nok boet blandt Folk, som hader Fred.

Ka hinghaih hnuma moe, angdaehhaih hnuma kami hoi nawnto ohhaih atue sawk parai boeh.

7 Jeg vil Fred; men taler jeg, vil de Krig!

Kai loe angdaehhaih koeh kami ah ka oh; toe lok ka thuih naah, nihcae loe misa angcoenghaih to koeh o lat.