Salme 12

1 (Til sangmesteren. Efter den ottende. En salme af David.) HERRE, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn;

Pomagaj, Gospode; jer nesta svetijeh, jer je malo vjernijeh meðu sinovima èovjeèijim.

2 de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte.

Laž govore jedan drugome, usnama lažljivijem govore iz srca dvolièna.

3 Hver svigefuld Læbe udrydde HERREN, den Tunge, der taler store Ord,

Istrijebiæe Gospod sva usta lažljiva, jezik velièavi,

4 dem, som siger: "Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?"

Ljude, koji govore: jezikom smo jaki, usta su naša u nas, ko je gospodar nad nama?

5 "For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu stå op", siger HERREN, "jeg frelser den, som man blæser ad."

Videæi stradanje nevoljnih i uzdisanje ništih, sad æu ustati, veli Gospod, i izbaviti onoga kome zlobe.

6 HERRENs Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv.

Rijeèi su Gospodnje rijeèi èiste, srebro u vatri oèišæeno od zemlje, sedam puta pretopljeno.

7 HERRE, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt.

Ti æeš nas, Gospode, odbraniti, i saèuvati nas od roda ovoga dovijeka.

8 De gudløse færdes frit overalt, når Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn.

Bezbožnici idu naokolo; kad se oni podižu, sramote se sinovi èovjeèiji.