Salme 12

1 (Til sangmesteren. Efter den ottende. En salme af David.) HERRE, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn;

MAIN kom kotin jauaja, pwe me lelapok kan malaulaular, o me melel akan me malaulau ren aramaj akan.

2 de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte.

Irail kin lokaia likam, amen amen on men impa, re lokaiaki lol riapot.

3 Hver svigefuld Læbe udrydde HERREN, den Tunge, der taler store Ord,

Ieowa pan kotin ujada kil en au karoj me linkapin o lo, me kin lokaia wei ni aklapalap.

4 dem, som siger: "Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?"

Me kin indinda: Lo atail, me kit pan pwai kida, o kil en au at me kit keleki; ij at kaun?

5 "For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu stå op", siger HERREN, "jeg frelser den, som man blæser ad."

Ieowa kotin majani: I pan uda, pweki kankaneraner en me luet akan o janejan en me jamama kan: I pan jauaja i, me kin inon ion.

6 HERRENs Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv.

Majan en Ieowa me makelekeleta jilper, me kamakelekel kidar nan dal pwel en kijiniai pan pak iju.

7 HERRE, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt.

Komui Main, pan kotin pera irail, o jinjila mon di wet kokolata.

8 De gudløse færdes frit overalt, når Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn.

Pwe me japun kan pan totolar waja karoj, ma aramaj jued pukat kin kaunda aramaj akan.