Salme 12

1 (Til sangmesteren. Efter den ottende. En salme af David.) HERRE, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn;

Til songmeisteren, etter Sjeminit; ein salme av David. Frels, Herre! For det er ute med den gudlege, dei trufaste er komne burt frå menneskjeborni.

2 de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte.

Lygn talar dei kvar med sin næste, med smeikjande lippa, med tvihuga hjarta talar dei.

3 Hver svigefuld Læbe udrydde HERREN, den Tunge, der taler store Ord,

Herren rydje ut alle smeikjande lippor, den tunga som talar store ord,

4 dem, som siger: "Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?"

deim som segjer: «Ved vår tunga skal me sigra; våre lippor er med oss, kven er herre yver oss?»

5 "For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu stå op", siger HERREN, "jeg frelser den, som man blæser ad."

«For valdsverket mot dei arme, for sukken for dei fatige vil eg no reisa meg, » segjer Herren; «eg vil hjelpa den til frelsa, som stundar deretter.»

6 HERRENs Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv.

Herrens ord er reine ord, eit sylv som er reinsa i verkstaden på jordi, sju gonger skirt.

7 HERRE, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt.

Du, Herre, vil vakta deim, du vil verja dei mot denne ætti for alltid.

8 De gudløse færdes frit overalt, når Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn.

Rundt um vil dei ugudlege sviva ikring, når nidingskap vert sett høgt hjå menneskjeborni.