Salme 12

1 (Til sangmesteren. Efter den ottende. En salme af David.) HERRE, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn;

Psalmus David in finem, pro octava. Salvum me fac Domine, quoniam defecit sanctus: quoniam diminutae sunt veritates a filiis hominum.

2 de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte.

Vana locuti sunt unusquisque ad proximum suum: labia dolosa, in corde et corde locuti sunt.

3 Hver svigefuld Læbe udrydde HERREN, den Tunge, der taler store Ord,

Disperdat Dominus universa labia dolosa, et linguam magniloquam.

4 dem, som siger: "Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?"

Qui dixerunt: Linguam nostram magnificabimus, labia nostra a nobis sunt, quis noster Dominus est?

5 "For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu stå op", siger HERREN, "jeg frelser den, som man blæser ad."

Propter miseriam inopum, et gemitum pauperum nunc exurgam, dicit Dominus. Ponam in salutari: fiducialiter agam in eo.

6 HERRENs Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv.

Eloquia Domini, eloquia casta: argentum igne examinatum, probatum terrae purgatum septuplum.

7 HERRE, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt.

Tu Domine servabis nos: et custodies nos a generatione hac in aeternum.

8 De gudløse færdes frit overalt, når Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn.

In circuitu impii ambulant: secundum altitudinem tuam multiplicasti filios hominum.