Salme 12

1 (Til sangmesteren. Efter den ottende. En salme af David.) HERRE, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn;

Huhhing in, O Yahweh Pakai, michonpha mangthah ding ahitai! Leiset mihem te lah a mikitah jong abeitai!

2 de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte.

Heng le kom jengjong jouthu jengin akilhemtouvin, muhnal a lungthima kilhep lhahding jeng thu asei ui.

3 Hver svigefuld Læbe udrydde HERREN, den Tunge, der taler store Ord,

Yahweh Pakai in dangnal tah a thukisei ho hi asuh bei ding, kiletsahna thuchengho jonghi asuthip ding ahitai.

4 dem, som siger: "Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?"

Amahon aseijun, eihon lungna chim set'in jouthu seiju hite, ajeh chu i-lei ikam'u eihoa hilouham, kon eisuh tang jou diuham? atiuve.

5 "For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu stå op", siger HERREN, "jeg frelser den, som man blæser ad."

Yahweh Pakai in adonbut in, “Keiman hatlou lhasamte chunga bolgenthei naho kamudohtai chule migenthei ho ka lemao jong kajatai. Tun keima kipan inting huhdoh dia eingaichat bangu va kahuh doh diu ahitai.”

6 HERRENs Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv.

Yahweh Pakai kitepna hi thengsel'a ahin, dangka mei chunga sagivei kilhit theng tobang ahi.

7 HERRE, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt.

Hijeh chun, Yahweh Pakai nangin bol-hesoh'a umho nahuhdoh ding ahi, ti kaheuve, chule hiche kitahlou khang mitea kon'a tonsot geija dinga nahoidoh ding ahi,

8 De gudløse færdes frit overalt, når Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn.

migilou te muntina vahle henlang migilou pen ho jong gamsung a kidomsang u jong le.