Salme 109
1 (Til Sangmesteren. Af David. En Salme.) Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs!
わが讃たたふる神よもだしたまふなかれ
2 Thi en gudløs, svigefuld Mund har de åbnet imod mig, taler mig til med Løgntunge,
かれらは惡の口とあざむきの口とをあけて我にむかひ いつはりの舌をもて我にかたり
3 med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund;
うらみの言をもて我をかこみ ゆゑなく我をせめて闘ふことあればなり
4 til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn;
われ愛するにかれら反りてわが敵となる われただ祈るなり
5 de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.
かれらは惡をもてわが善にむくい恨をもてわが愛にむくいたり
6 Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager stå ved hans højre,
ねがはくは彼のうへに惡人をたてその右方に敵をたたしめたまへ
7 lad ham gå dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd;
かれが鞫かるるときはその罪をあらはにせられ又そのいのりは罪となり
8 hans Livsdage blive kun få, hans Embede tage en anden;
その日はすくなく その職はほかの人にえられ
9 hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke;
その子輩はみなしごとなり その妻はやもめとなり
10 hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem;
その子輩はさすらひて乞丐 そのあれたる處よりいできたりて食をもとむべし
11 Ågerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods;
彼のもてるすべてのものは債主にうばはれ かれの勤勞は外人にかすめらるべし
12 ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse;
かれに惠をあたふる人ひとりだになく かれの孤子をあはれむ者もなく
13 hans Afkom gå til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt:
その裔はたえその名はつぎの世にきえうすべし
14 lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders Synd slettes ud,
その父等のよこしまはヱホバのみこころに記され その母のつみはきえざるべし
15 altid være de, HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden,
かれらは恒にヱホバの前におかれ その名は地より斷るべし
16 fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde;
かかる人はあはれみを施すことをおもはず反りて貧しきもの乏しきもの心のいためる者をころさんとして攻たりき
17 han elsked Forbandelse, så lad den nå ham; Velsignelse yndede han ikke, den blive ham fjern!
かかる人は詛ふことをこのむ この故にのろひ己にいたる惠むことをたのしまず この故にめぐみ己にとほざかれり
18 Han tage Forbandelse på som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben;
かかる人はころものごとくに詛をきる この故にのろひ水のごとくにおのれの衷にいり油のごとくにおのれの骨にいれり
19 den blive en Dragt, han tager på, et Bælte, han altid bærer!
ねがはくは詛をおのれのきたる衣のごとく帶のごとくなして恒にみづから纏はんことを
20 Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl.
これらの事はわが敵とわが霊魂にさからひて惡言をいふ者とにヱホバのあたへたまふ報なり
21 Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Nåde, frels mig for dit Navns Skyld!
されど主ヱホバよなんぢの名のゆゑをもて我をかへりみたまへ なんぢの憐憫はいとふかし ねがはくは我をたすけたまへ
22 Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vånder sig i mig;
われは貧しくして乏し わが心うちにて傷をうく
23 som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud;
わがゆく状はゆふ日の影のごとく また蝗のごとく吹さらるるなり
24 af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve;
わが膝は斷食によりてよろめき わが肉はやせおとろふ
25 til Spot for dem er jeg blevet, de ryster på Hovedet, når de
われは彼等にそしらるる者となれり かれら我をみるときは首をふる
26 Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed,
わが神ヱホバよねがはくは我をたすけその憐憫にしたがひて我をすくひたまへ
27 så de sander, det var din Hånd, dig, HERRE, som gjorde det!
ヱホバよこれらは皆なんぢの手よりいで 汝のなしたまへることなるを彼等にしらしめたまへ
28 Lad dem forbande, du vil velsigne, mine uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig;
かれらは詛へども汝はめぐみたまふ かれらの立ときは恥かしめらるれどもなんぢの僕はよろこばん
29 lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe!
わがもろもろの敵はあなどりを衣おのが恥を外袍のごとくにまとふべし
30 Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden;
われはわが口をもて大にヱホバに謝し おほくの人のなかにて讃まつらむ
31 thi han står ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.
ヱホバはまづしきものの右にたちてその霊魂を罪せんとする者より之をすくひたまへり
