Salme 109
1 (Til Sangmesteren. Af David. En Salme.) Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs!
Min Lovsangs Gud, ti ikke!
2 Thi en gudløs, svigefuld Mund har de åbnet imod mig, taler mig til med Løgntunge,
Thi de have opladt Ugudeligheds Mund og Falskheds Mund imod mig; de have talt imod mig med Løgnens Tunge,
3 med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund;
og de have omringet mig med hadefulde Ord og stridt imod mig uden Aarsag.
4 til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn;
Til Løn for min Kærlighed staa de mig imod, men jeg er stedse i Bøn.
5 de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.
Og de beviste mig ondt for godt, og Had for min Kærlighed.
6 Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager stå ved hans højre,
Sæt en ugudelig over ham og lad en Anklager staa ved hans højre Haand!
7 lad ham gå dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd;
Naar han dømmes, da lad ham gaa ud som skyldig, og lad hans Bøn blive tir Synd!
8 hans Livsdage blive kun få, hans Embede tage en anden;
Hans Dage vorde faa, en anden annamme hans Embede!
9 hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke;
Hans Børn vorde faderløse og hans Hustru Enke!
10 hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem;
Og lad hans Børn vanke hid og did og tigge, og lad dem fra deres øde Hjem søge om Føde!
11 Ågerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods;
Lad Aagerkarlen kaste Garn ud efter alt det, han har, og fremmede røve Frugten af hans Arbejde.
12 ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse;
Lad ham ikke finde nogen, som bevarer Miskundhed imod ham, og ingen forbarme sig over hans faderløse!
13 hans Afkom gå til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt:
Hans Fremtid vorde afskaaren, deres Navn vorde udslettet i andet Led!
14 lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders Synd slettes ud,
Hans Fædres Misgerning vorde ihukommet hos Herren og hans Moders Synd ikke udslettet!
15 altid være de, HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden,
De være Herren altid for Øje, og han udrydde deres Ihukommelse af Jorden;
16 fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde;
fordi han ikke kom i Hu at gøre Miskundhed, men forfulgte en elendig og en fattig Mand og den, som var bedrøvet i Hjertet, for at dræbe ham.
17 han elsked Forbandelse, så lad den nå ham; Velsignelse yndede han ikke, den blive ham fjern!
Han elskede Forbandelse, den kom ogsaa over ham, og han havde ikke Lyst til Velsignelse, og den blev ogsaa langt fra ham.
18 Han tage Forbandelse på som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben;
Og han iførte sig Forbandelse som sit Klædebon, og den kom ind i ham som Vand og som Olie i hans Ben.
19 den blive en Dragt, han tager på, et Bælte, han altid bærer!
Den vorde ham som et Klædebon, hvilket han ifører sig, og som et Bælte, hvilket han altid ombinder sig med.
20 Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl.
Dette er Lønnen fra Herren til dem, som staa mig imod, og som tale ondt imod min Sjæl!
21 Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Nåde, frels mig for dit Navns Skyld!
Men du, Herre, Herre! gøre vel imod mig for dit Navns Skyld; red mig, fordi din Miskundhed er god.
22 Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vånder sig i mig;
Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig.
23 som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud;
Jeg svinder bort som en Skygge, naar den hælder, jeg bliver jaget bort som en Græshoppe.
24 af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve;
Mine Knæ rave af Faste, og mit Kød er magert og har ingen Fedme.
25 til Spot for dem er jeg blevet, de ryster på Hovedet, når de
Og jeg maa være deres Spot; de se mig, de ryste med deres Hoved.
26 Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed,
Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed,
27 så de sander, det var din Hånd, dig, HERRE, som gjorde det!
at de maa kende, at dette er din Haand; du, Herre! du har gjort det.
28 Lad dem forbande, du vil velsigne, mine uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig;
Forbande de, saa velsigner du, de rejse sig, men blive til Skamme, og din Tjener glædes.
29 lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe!
Lad mine Modstandere iføres Forsmædelse og klædes med deres Skam som med en Kappe.
30 Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden;
Jeg vil takke Herren højlig med min Mund, og jeg vil love ham midt iblandt mange;
31 thi han står ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.
thi han staar ved den fattiges højre Haand for at frelse ham fra dem, som dømme hans Sjæl.
