Salme 107

1 Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!

Andriañeñe t’Iehovà, amy te Ie ro soa; nainai’e ty fiferenaiña’e.

2 Så skal HERRENs genløste sige, de, han løste af Fjendens Hånd

Ano izay ry jineba’ Iehovà— ry nijebañe’e am-pitàn-drafelahy,

3 og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra Havet.

vaho hinoloholo’e hirik’ amo taneo, boak’atiñanañe naho ­ahandrefañ’ añe, boak’ avaratse vaho hirik’ amy riakey.

4 I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By,

Nirererere ambabangoañ’ añe iereo, an-dratraratra ao, tsy nahaonin-drova fimoneñañe.

5 de led både Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte;

Nisalikoeñe naho taliñiereñe, nitoirañe añ’ova ao ty fiai’ iareo.

6 men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem at deres Trængsler

Le nitoreo am’ Iehovà an-kaloviloviañe naho hinaha’e amo hasotria’iareoo,

7 og førte dem ad rette Vej, så de kom til beboet By.

Nindese’e mb’an-dalam-bantam-beo higodañe mb’an-drova fimoneñañe añe.

8 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.

Handriañe’ iereo t’Iehovà ty amy fiferenaiña’ey naho o fitoloña’e fanjaka amo ana’ondatioo,

9 Thi han mættede den vansmægtende Sjæl og fyldte den sultne med godt.

fa nieneñe’e ty fiaiñe taliñiereñe, nanjañe’e raha soa ty troke nilimpoa.

10 De sad i Mulm og Mørke, bundne i pine og Jern,

Teo ty nitozòke añ’ieñe ao naho an-talinjon-kavilasy ao, rinohy an-kasotriañe naho vý,

11 fordi de havde stået Guds Ord imod og ringeagtet den Højestes Råd.

amy t’ie niody amo fepèn’Añahareo, vaho nañovok’ i famerea’ i Andindimoneñey.

12 Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som hjalp;

Aa le nampibokohe’e ty arofo’ iareo am-pitromahañe, nampidaleandaleañe tsy amam-pañimba.

13 men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

Le nitoreo am’ Iehovà t’ie niankoheke, le rinomba’e amo fikoretañeo;

14 førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Bånd.

naaka’e boak’ añ’ieñe naho an-talinjon-kavilasy ao, vaho nipoñafe’e o silisilio.

15 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.

Handriañe’ iareo t’i Iehovà ty amy fiferenaiña’ey naho o halatsañe nanoe’e amo ana’ ondatioo,

16 Thi han sprængte Døre af Kobber og sønderslog Slåer af Jern.

amy te pinaratsà’e o lalam-bey torisìkeo naho pinozapoza’e o doda viñeo.

17 De sygnede hen for Synd og led for Brødes Skyld,

Nampisotriañe o seretseo ty amo fiolà’eo, naho o tahi’eo.

18 de væmmedes ved al Slags Mad, de kom Dødens Porte nær

Nampangori’ ty fiai’ iareo ze atao hàneñe, ie nitotoke o lalam-bein-kavilasio.

19 men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

Le nitoreo am’ Iehovà t’ie niampoheke, vaho rinomba’e amo haemberañeo.

20 sendte sit Ord og lægede dem og frelste deres Liv fra Graven.

Nahitri’e i tsara’ey nahajangañe iareo vaho navotso’e amy kiboriy.

21 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn

Andriañe’ iereo t’Iehovà ty amy fiferenaiña’ey naho o halatsañe fanoe’e amo ana’ondatioo,

22 og ofre Lovprisningsofre og med Jubel forkynnde hans Gerninger.

Ee t’ie hibanabana sorom- pañandriañañe naho hitalily o fitoloña’eo an-drebeke;

23 De for ud på Havet i Skibe, drev Handel på vældige Vande,

Ao ty mizotso mb’an-tsambo an-driake ey; o mpanao balibalik’ an-drano mieneneo,

24 blev Vidne til HERRENs Gerninger, hans Underværker i Dybet;

Fa niisa’ iareo o sata’ Iehovào, o halatsàñe fanoe’e an-dalekeo.

25 han bød, og et Stormvejr rejste sig, Bølgerne tårnedes op;

Amy tsara’ey, nitroatse ty tio-bey, nampitoabotse o alon-driakeo.

26 mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod;

Nionjomb’an-dindimb’eo iereo, vaho nizotso mb’an-dalek’ ao; nitranak’ ami’ty hekoheko’e ty fiai’iareo.

27 de tumled og raved som drukne, borte var al deres Visdom;

Nivembeñe, nisiotsiotse hoe jike; fonga nilesa ty hihi’ iareo.

28 men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

Nitoreove’ iareo t’Iehovà an-kasosorañe, vaho natsoa’e an-kasotriañe.

29 skiftede Stormen til Stille, så Havets Bølger tav;

Nampipendreñe’e i tio-beiy, le nitsiñe o onjan-driakeo.

30 og glade blev de, fordi det stilned; han førte dem til Havnen, de søgte.

Niehake iereo te nibànatse, vaho nitehafe’e mb’amy fipalirañe nisalalaeñey.

31 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn,

Handriañe’ iereo t’Iehovà ty amy fiferenaiña’ey, naho o halatsañe fanoe’e amo ana’ ondatioo.

32 ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham i de Ældstes Kreds!

Ee t’ie honjone’ iareo am-pivori’ ondatio vaho handrenge Aze ami’ty fiambesa’ o androanavio.

33 Floder gør han til Ørken og Kilder til øde Land,

Afote’e ho ratraratra o sakao, naho ho tane kankañe o torahañeo;

34 til Saltsteppe frugtbart Land for Ondskabens Skyld hos dem, som - bor der.

ho fatran-tsira ty tane kobokara, ty ami’ty tsihavokara’ o mpitobok’ ama’eo.

35 Ørken gør han til Vanddrag, det tørre Land til Kilder;

Ampanginakinahe’e o tane mihedatseo, vaho ampanganahanae’e o kirikintañeo;

36 der lader han sultne bo, så de grunder en By at bo i,

hampitobea’e o limpoañeo, hañoreña’iareo rova fimoneñañe.

37 tilsår Marker og planter Vin og høster Afgrødens Frugt.

Handrarake an-teteke ao iereo, naho hambole tetem-bahe, vaho hanonton-tsabo vokatse;

38 Han velsigner dem, de bliver mange, han lader det ikke skorte på Kvæg.

Tahie’e ka iereo hanaranàha’e maro, le tsy apo’e hiha-rìtse o añombe’eo.

39 De bliver få og segner under Modgangs og Kummers Tryk,

Ie nitaketrake iereo, ninìke ami’ty famorekekeañe, naho fanilofañe, vaho anahelo;

40 han udøser Hån over Fyrster og lader dem rave i vejløst Øde.

ampidoaña’e ìnje o roandriañeo, ampiriorioe’e am-bangý tsy aman-dalañe añe,

41 Men han løfter den fattige op af hans Nød og gør deres Slægter som Hjorde;

toe aonjo’e ambone’ o hasotriañeo i rarakey, vaho anoe hoe lia-raike o hasavereña’eo.

42 de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund.

Isa’ o vantañeo izay le mifale, fonga mamìm-bava ka ty hatsivokarañe.

43 Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge sig HERRENs Nåde på Sinde!

Ia ty mahihitse, hiharaharà’e? ie ro mahafohiñe ty fiferenaiña’ Iehovà.