Salme 107
1 Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!
Priser Herren! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig.
2 Så skal HERRENs genløste sige, de, han løste af Fjendens Hånd
Det maa de sige, som ere genløste af Herren, de, han har genløst af Modstanderens Haand,
3 og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra Havet.
og de, som han har samlet hjem fra Landene, fra Øster og fra Vester, fra Norden og fra Havet.
4 I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By,
De fore vild i Ørken, paa en øde Vej, de fandt ingen Stad, som de kunde bo udi;
5 de led både Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte;
de vare hungrige og tørstige tillige; deres Sjæl vansmægtede i dem.
6 men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem at deres Trængsler
Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han friede dem af deres Trængsler.
7 og førte dem ad rette Vej, så de kom til beboet By.
Og han førte dem paa den rette Vej, at de gik til en Stad, som de kunde bo udi.
8 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.
Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn;
9 Thi han mættede den vansmægtende Sjæl og fyldte den sultne med godt.
thi han har mættet en tørstig Sjæl og har fyldt en hungrig Sjæl med godt.
10 De sad i Mulm og Mørke, bundne i pine og Jern,
De sade i Mørke, og i Dødens Skygge, bundne i Elendighed og Jern;
11 fordi de havde stået Guds Ord imod og ringeagtet den Højestes Råd.
thi de havde været genstridige imod Guds Ord og havde foragtet den Højestes Raad;
12 Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som hjalp;
og han ydmygede deres Hjerter ved Lidelse; de styrtede, og der var ingen Hjælper.
13 men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler.
14 førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Bånd.
Han udførte dem af Mørket og Dødens Skygge og sønderrev deres Baand.
15 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.
Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn;
16 Thi han sprængte Døre af Kobber og sønderslog Slåer af Jern.
thi han har sønderbrudt Kobberporte og sønderhugget Jernslaaer.
17 De sygnede hen for Synd og led for Brødes Skyld,
De Daarer! de bleve plagede for deres Overtrædelsers Vej og for deres Misgerningers Skyld.
18 de væmmedes ved al Slags Mad, de kom Dødens Porte nær
Deres Sjæl fik Vederstyggelighed til al Mad, og de kom nær til Dødens Porte.
19 men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler.
20 sendte sit Ord og lægede dem og frelste deres Liv fra Graven.
Han sendte sit Ord og helbredede dem og reddede dem fra deres Grave.
21 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn
Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn
22 og ofre Lovprisningsofre og med Jubel forkynnde hans Gerninger.
og ofre Takofre og fortælle hans Gerninger med Frydesang.
23 De for ud på Havet i Skibe, drev Handel på vældige Vande,
De fore ud paa Havet i Skibe, de udrettede deres Gerning paa de store Vande,
24 blev Vidne til HERRENs Gerninger, hans Underværker i Dybet;
de saa Herrens Gerninger og hans Underværker paa Dybet.
25 han bød, og et Stormvejr rejste sig, Bølgerne tårnedes op;
Han bød og lod et Stormvejr rejse sig, og det opløftede dets Bølger.
26 mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod;
De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl forsagede under Ulykken.
27 de tumled og raved som drukne, borte var al deres Visdom;
De dreves omkring og ravede som den drukne, og al deres Visdom var udtømt.
28 men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler.
29 skiftede Stormen til Stille, så Havets Bølger tav;
Han lod Stormen stille af, og Bølgerne lagde sig.
30 og glade blev de, fordi det stilned; han førte dem til Havnen, de søgte.
Da bleve de glade, at disse vare blevne stille; og han førte dem i Havn efter deres Begæring.
31 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn,
Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for alle hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn
32 ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham i de Ældstes Kreds!
og ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham der, hvor de gamle sidde.
33 Floder gør han til Ørken og Kilder til øde Land,
Han gjorde Floder til en Ørk og Kildegrund til tørre Steder;
34 til Saltsteppe frugtbart Land for Ondskabens Skyld hos dem, som - bor der.
et frugtbart Land til Saltland for deres Ondskabs Skyld, som boede deri.
35 Ørken gør han til Vanddrag, det tørre Land til Kilder;
Han gjorde Ørken til en vandrig Sø og tørt Land til Kildegrund.
36 der lader han sultne bo, så de grunder en By at bo i,
Og han lod de hungrige bo der, og de grundede en Stad, som de kunde bo udi.
37 tilsår Marker og planter Vin og høster Afgrødens Frugt.
Og de besaaede Agre og plantede Vingaarde, og disse bare Frugt til Indtægt.
38 Han velsigner dem, de bliver mange, han lader det ikke skorte på Kvæg.
Og han velsignede dem, og de bleve saare formerede, og han formindskede ikke deres Kvæg.
39 De bliver få og segner under Modgangs og Kummers Tryk,
Derefter bleve de formindskede og nedbøjede af Trængsel, Ulykke og Bedrøvelse.
40 han udøser Hån over Fyrster og lader dem rave i vejløst Øde.
Han udøser Foragt over Fyrster og lader dem fare vild i den vejløse Ørk.
41 Men han løfter den fattige op af hans Nød og gør deres Slægter som Hjorde;
Men han ophøjede en fattig af Elendighed og satte Slægterne som Hjorde.
42 de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund.
De oprigtige skulle se det og glæde sig; men al Uretfærdighed har lukket sin Mund til.
43 Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge sig HERRENs Nåde på Sinde!
Hvo er viis, at han bevarer disse Ting og forstaar Herrens Miskundhed!
