Salme 106

1 Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig!

Priser Herren! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig.

2 Hvo kan opregne Herrens vældige gerninger, finde ord til at kundgøre al hans pris?

Hvo kan udsige Herrens vældige Gerninger, forkynde al hans Pris?

3 Salige de, der holder på ret, som altid øver retfærdighed!

Salige ere de, som holde over Ret, og den, som øver Retfærdighed alle Tider.

4 Husk os, Herre, når dit folk finder nåde, lad os få godt af din frelse,

Herre! kom mig i Hu med din Kærlighed til dit Folk, besøg mig med din Frelse,

5 at vi må se dine udvalgtes lykke, glæde os ved dit folks glæde og med din arvelod prise vor lykke!

at jeg maa skue dine udvalgtes Lykke, glæde mig ved dit Folks Glæde, prise mig lykkelig i Samfund med din Arv.

6 Vi syndede som vore Fædre, handlede ilde og gudløst.

Vi have syndet med vore Fædre, vi have handlet ilde og gjort Ugudelighed.

7 Vore Fædre i Ægypten ænsede ej dine Undere, kom ikke din store Miskundhed i Hu, stod den Højeste imod ved det røde Hav.

Vore Fædre i Ægypten vilde ikke forstaa dine underfulde Gerninger, de kom ikke din store Miskundhed i Hu, men vare genstridige ved Havet, ved det røde Hav.

8 Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at gøre sin Vælde kendt;

Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at kundgøre sin Magt.

9 han trued det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem Dybet som gennem en Ørk;

Og han truede det røde Hav, og det blev tørt, og han lod dem gaa igennem Dybet som igennem Ørken.

10 han fried dem af deres Avindsmænds Hånd og udløste dem fra Fjendens Hånd;

Og han frelste dem af Avindsmandens Haand og genløste dem af Fjendens Haand.

11 Vandet skjulte dem, som trængte dem, ikke een blev tilbage af dem;

Og Vandene skjulte deres Modstandere, der blev ikke een tilovers af dem.

12 da troede de på hans Ord og kvad en Sang til hans Pris.

Da troede de paa hans Ord, de sang hans Pris.

13 Men de glemte snart hans Gerninger, biede ej på hans Råd;

Dog glemte de hans Gerninger snart, de biede ikke paa hans Raad.

14 de grebes af Attrå i Ørkenen, i Ødemarken fristed de Gud;

Men de fik stor Begærlighed i Ørken og fristede Gud i det øde Land.

15 så gav han dem det, de kræved og sendte dem Lede i Sjælen.

Da gav han dem det, de begærede, men lod deres Liv tæres hen.

16 De bar Avind mod Moses i Lejren, mod Aron, HERRENs hellige;

Og de bare Avind imod Mose i Lejren, imod Aron, Herrens hellige.

17 Jorden åbned sig, slugte Datan, lukked sig over Abirams Flok;

Jorden oplod sig og opslugte Dathan, og den skjulte Abirams Hob.

18 Ilden rasede i deres Flok, Luen brændte de gudløse op.

Og Ild flammede op iblandt deres Hob, en Lue fortærede de ugudelige.

19 De lavede en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed;

De dannede en Kalv ved Horeb og tilbade et støbt Billede.

20 de byttede deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs;

Og de ombyttede deres Herlighed med Billedet af en Okse, som æder Urter.

21 de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten,

De glemte Gud, deres Frelser, som havde gjort store Ting i Ægypten,

22 Undere i Kamiternes Land, frygtelige Ting ved det røde Hav.

underfulde Gerninger i Kams Land, forfærdelige Ting ved det røde Hav.

23 Da tænkte han på at udrydde dem, men Moses, hans udvalgte Mand, stilled sig i Gabet for hans Åsyn for at hindre, at hans Vrede lagde øde.

Og han sagde, at han vilde ødelægge dem; dersom Mose, hans udvalgte, ikke havde stillet sig i Gabet for hans Ansigt, at afvende hans Vrede fra at ødelægge dem —!

24 De vraged det yndige Land og troede ikke hans Ord,

De foragtede ogsaa det yndige Land, de troede ikke hans Ord.

25 men knurrede i deres Telte og hørte ikke på HERREN;

Men de knurrede i deres Telte, de hørte ikke paa Herrens Røst.

26 da løfted han Hånden og svor at lade dem falde i Ørkenen,

Og han svor dem med oprakt Haand, at han vilde lade dem falde i Ørken,

27 splitte deres Sæd blandt Folkene, sprede dem rundt i Landene.

og at han vilde lade deres Afkom falde iblandt Hedningerne og bortstrø dem i Landene.

28 De holdt til med Ba'al-Peor og åd af de dødes Ofre;

Og de bandt sig til Baal-Peor og aade af Ofrene til de døde Afguder.

29 de krænked ham med deres Gerninger, og Plage brød løs iblandt dem.

Og de opirrede ham med deres Idrætter, saa at en Plage brød løs paa dem,

30 Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen blev bragt til at standse,

Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen hørte op.

31 og det regnedes ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt, evindelig.

Og det blev regnet ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt evindelig.

32 De vakte hans Vrede ved Meribas Vand, og for deres Skyld gik det Moses ilde;

De fortørnede ham ogsaa ved Meribas Vand, og det gik Mose ilde for deres Skyld.

33 thi de stod hans Ånd imod, og han talte uoverlagte Ord.

Thi de vare genstridige imod hans Aand, og han talte ubetænksomt med sine Læber.

34 De udryddede ikke de Folk, som HERREN havde sagt, de skulde,

De ødelagde ikke Folkene, om hvilke Herren havde sagt det til dem.

35 med Hedninger blandede de sig og gjorde deres Gerninger efter;

Men de blandede sig med Hedningerne og lærte deres Gerninger.

36 deres Gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en Snare;

Og de tjente deres Afguder, og disse bleve dem til en Snare.

37 til Dæmonerne ofrede de, og det både Sønner og Døtre;

Og de ofrede deres Sønner og deres Døtre til Magterne.

38 de udgød uskyldigt Blod, deres Sønners og Døtres Blod, som de ofred til Kana'ans Guder, og Landet blev smittet ved Blod;

Og de udøste uskyldigt Blod, deres Sønners og deres Døtres Blod, som de ofrede til Kanaans Afguder, og Landet vanhelligedes af Blodet.

39 de blev urene ved deres Gerninger, bolede ved deres idrætter.

Og de besmittede sig ved deres Gerninger, og de bolede ved deres Idrætter.

40 Da blev HERREN vred på sit Folk og væmmedes ved sin Arv;

Da optændtes Herrens Vrede imod hans Folk, og han fik en Vederstyggelighed til sin Arv.

41 han gav dem i Folkenes Hånd, deres Avindsmænd blev deres Herrer;

Og han gav dem i Hedningernes Haand, og deres Avindsmænd herskede over dem.

42 deres Fjendervoldte dem Trængsel, de kuedes under deres Hånd.

Og deres Fjender trængte dem, og de bleve ydmygede under deres Haand.

43 Han frelste dem Gang på Gang, men de stod egensindigt imod og sygnede hen i Brøden;

Han friede dem mange Gange; men de satte sig op imod ham i deres Raad, og de bleve nedtrykte for deres Misgerningers Skyld.

44 dog så han til dem i Trængslen, så snart han hørte dem klage;

Dog saa han til dem, da de vare i Angest, idet han hørte deres Raab.

45 han kom sin Pagt i Hu og ynkedes efter sin store Miskundhed;

Og han kom sin Pagt i Hu, dem til Bedste, og det angrede ham efter hans store Miskundhed.

46 han lod dem finde Barmhjertighed hos alle, der tog dem til Fange.

Og han lod dem finde Barmhjertighed hos alle dem, som havde bortført dem.

47 Frels os, HERRE vor Gud, du samle os sammen fra Folkene, at vi må love dit hellige Navn, med Stolthed synge din Pris.

Frels os, Herre, vor Gud! og saml os fra Hedningerne, at vi kunne takke dit hellige Navn, rose os af din Pris!

48 Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Og alt Folket svare Amen!

Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og indtil Evighed; og alt Folket siger: Amen. Halleluja!