Salme 104
1 Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,
Andriaño t’Iehovà, ry troko; ry Iehovà Andrianañahareko, jabahinake irehe, asiñe naho volonahetse ro misaroñ’ azo,
2 hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;
ihemiholonkon-kazavañe hoe sarimbo; velare’o hoe tèmetse o likerañeo.
3 du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger;
Ampandrè’e an-drano ao o faham-batsa’eo, anoe’e sarete’e o rahoñeo, draidraite’e añ’ ela’ o tiokeo.
4 Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!
Anoe’e ira’e o tiokeo, mpitoro’e o afo mibelañeo.
5 Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;
Naore’e amo faha’eo ty tane toy, soa tsy hasiotse nainai’e donia.
6 Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.
Siniki’o hoe saroñe i lalekey; nijohañe ambone’ o vohitseo ty rano;
7 For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,
Nibioñe iereo te trinevo’o, nibororoñe mb’eo ami’ty fivolan’ ampi’o;
8 for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;
Nionjoñe o vohitseo, nilempotse o vavataneo, mb’amo toetse tinendre’o ho a iareoo
9 du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden.
Jinado’o efetse tsy hililara’e; tsy mone hibalike hañàmpo ty tane toy.
10 Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;
Añirahe’e rano migoangoañe o goledoñeo; mikararak’ añivo’ o vohitseo;
11 de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;
ampinome’ iereo rano o bibin-kivoke iabio; afa-karan-drano o borìke lìio.
12 over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.
Mimoneñe añ’olo’ iereo eo o voron-dikerañeo; mivolañe an-tsinga-katae ey.
13 Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;
Tondraha’e hirik’amo efe’e amboneo o vohitseo; mahaeneñe ty tane toy o vokam-pitoloña’eo.
14 du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden
Ampitiria’e ahetse o añombeo, vaho añañe, vale’ ty fitoloña’ ondatio, hampahavokare’e haneñe ty tane,
15 og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.
naho divay hampifale ty arofo’ ondaty, naho solike hañamendo ty lahara’e, vaho mahakama hahavaño ty arofo’e.
16 HERRENs Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,
Enen-drano o hatae’ Iehovào, o mendorave’ i Lebanone nambolè’eo,
17 hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.
ama’e ao ro anoa’ o voroñeo traño; naho ty fañaoke, anakao ty akiba’e.
18 Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.
Ho a o ose lì-o o vohitse aboo; fiampiram-panaloke o tevañeo.
19 Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;
Nanoe’e fifotoañañe i volañey; apota’ i àndroy ty toem-pitsofora’e.
20 du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;
Tinendre’o i ieñey, mivotrake te haleñe ty fitingatingàña’ ze hene biby añ’ala ao.
21 de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.
Mitreñe, mitsatsa hena o liona tora’eo, mipay ty hane’e aman’ Añahare.
22 De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler;
Ie manjirike i àndroy, mipoliotse iereo vaho mandre an-dakato’e ao.
23 Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på.
Miavotse mb’am-pitoloña’e mb’eo ondatio, ampara’ te haleñe.
24 Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!
O ry Iehovà, akore ty hamaro’ o fitoloña’oo! kila nanoe’o an-kihitse; manitsike ty tane toy o vara’oo.
25 Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store;
Indroke i riakey, jabajaba mihenehene, ifamorohotam-biby tsy hay iaheñe— ty kede naho ty bey.
26 Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.
Ama’e ty ionjonan-dakam-bey, naho i fañaneñe nitsenè’o hihisa aoy.
27 De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide;
Songa mandiñ’ Azo hamahana’o haneñ’ an-tsa’e.
28 du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt.
Anjotsoa’o, le atonto’ iareo, sokafe’o ty fità’o, vaho hene ànjan-draha soa.
29 Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet;
Aeta’o ty lahara’o, le lonjetse iereo; sintone’o ty kofò’e, le mihomake mimpoly an-debok’ ao.
30 du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.
Irahe’o t’i Arofo’o, mioreñe iereo, vaho vaoe’o ty tarehe’ ty tane toy.
31 HERRENs Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!
Tsy mb’ia ho modo ty enge’ Iehovà; ho rebehe’ Iehovà o fitoloña’eo,
32 Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger
Mampititititike ty tane toy te vazohoe’e, mahatoeñe o vohitseo te edrè’e.
33 Jeg vil synge for HERREN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.
Ho saboeko t’Iehovà kanao mbe velon-draho; ho rengèko an-tsabo t’i Andrianañahare katao mbe mahakofòke.
34 Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.
Toe mamy t‘ie itsakoreakoo, ifaleako t’Iehovà.
35 Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!
Ho mongoreñe an-tane atoy o mpanan-tahiñeo le tsy ho eo o lo-tserekeo. Andriaño t’Iehovà, ry troko. Treño t’Ià.
