< Salme 104 >

1 Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,
Teici To Kungu, mana dvēsele! Kungs, mans Dievs, Tu esi ļoti liels, ar augstību un godību aptērpies.
2 hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;
Tu ģērbies gaišumā kā apģērbā; tu izklāj debesis kā telti.
3 du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger;
Tu ūdeņus augstībā sev lieci par grīdu, tu dari padebešus par saviem ratiem, tu staigā uz vēja spārniem.
4 Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!
Tu dari vējus par Saviem eņģeļiem un uguns liesmas par Saviem sulaiņiem.
5 Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;
Zemi Tu esi dibinājis uz viņas pamatiem, ka tā nešaubās ne mūžam.
6 Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.
Ar jūras dziļumiem Tu to apsedzis kā ar apģērbu, ūdeņi stāvēja pār kalniem.
7 For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,
No Taviem draudiem tie bēga, no Tava pērkona tie steidzās projām;
8 for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;
Kalni cēlās un lejas nogrima tai vietā, ko Tu tām biji licis.
9 du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden.
Tu esi licis robežas, tās tie (ūdeņi) nepārkāps un zemi vairs neapklās.
10 Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;
Tu izvadi avotus pa ielejām, ka tie tek starp kalniem.
11 de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;
Tie dzirdina visus lauka zvērus, tur atdzeras meža ēzeļi.
12 over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.
Pie tiem mīt debesputni, zaros tie dzied.
13 Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;
Tu slapini kalnus no augšienes; ar augļiem, ko Tu radi, zeme top piepildīta.
14 du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden
Tu liec zālei augt priekš lopiem un sējai cilvēkam par labu, lai nāk maize no zemes
15 og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.
Un vīns, kas iepriecina cilvēka sirdi, ka viņa vaigs top skaistāks nekā no eļļas, un ka maize spēcina cilvēka sirdi.
16 HERRENs Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,
Tā Kunga koki top papilnam slacināti, ciedra koki uz Lībanus, ko Viņš ir dēstījis.
17 hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.
Tur putni dara ligzdas un stārķi dzīvo uz priedēm.
18 Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.
Augstie kalni ir priekš mežu kazām, klintis kalna āpšiem par patvērumu.
19 Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;
Tu esi darījis mēnesi laikmetiem, saule zin savu noiešanu.
20 du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;
Tu dari tumsu, ka nakts metās; tad kustās visi meža zvēri.
21 de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.
Jaunie lauvas rūc pēc laupījuma, meklēdami savu barību no Dieva.
22 De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler;
Un kad saule lec, tad tie atkal aizbēg un apguļas savās alās.
23 Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på.
Tad cilvēks iziet pie sava darba, pie sava lauka darba līdz vakaram.
24 Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!
Cik lieli ir Tavi darbi, ak Kungs! Tos visus Tu esi darījis ar gudrību, - zeme ir Tava padoma pilna.
25 Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store;
Redzi, jūra, liela un plata uz abējām pusēm! Tur mudžēt mudž neskaitāmā pulkā visādi zvēri, lieli, mazi.
26 Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.
Tur iet lielas laivas un Levijatans, ko Tu esi radījis, tur dzīvoties.
27 De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide;
Tie visi uz Tevi gaida, ka Tu tiem barību dodi savā laikā.
28 du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt.
Kad Tu tiem dod, tad tie salasa; kad Tu Savu roku atveri, tad tie ar labumu top pieēdināti.
29 Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet;
Tu apslēpi Savu vaigu, tad tie iztrūkstas; Tu atņem viņiem dvašu, tad tie mirst un paliek atkal par pīšļiem.
30 du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.
Tu sūti Savu Garu, tad tie top radīti, un Tu atjauno zemes ģīmi.
31 HERRENs Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!
Tā Kunga godība paliek mūžīgi; Tas Kungs priecājās par Saviem darbiem.
32 Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger
Viņš uzlūko zemi, tad tā dreb; Viņš aizskar kalnus, tad tie kūp.
33 Jeg vil synge for HERREN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.
Es dziedāšu Tam Kungam, kamēr es dzīvoju; es slavēšu savu Dievu ar dziesmām, kamēr šeit esmu.
34 Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.
Manas domas Viņam lai patīk; es priecāšos iekš Tā Kunga.
35 Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!
Grēcinieki no zemes lai izzūd un bezdievīgo lai vairs nav. Teici To Kungu, mana dvēsele, Alleluja.

< Salme 104 >