Salme 104
1 Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,
Aw ka hqingnaak, Bawipa kyihcah lah. Aw Bawipa ka Khawsa, nang taw bau soeih hyk ti; boeimang ypawmnaak ing thoeihcam qu hyk ti.
2 hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;
Vangnaak ce hi amyihna bai nawh; khankhqi ce hi im amyihna phyl hy,
3 du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger;
a awmnaak ak khan ipkaikhqi ce tuikhqik khan awh zilh ang hlakhqi awh ce ngawi hy.
4 Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!
Zilh ce a ceityihkhqi na sai nawh; maikqawng ing mai ce a tyihzawih na sai hy.
5 Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;
Khawmdek ve ang hangnaak hun awh hawih nawh, am thoeih qoe hy.
6 Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.
Tuihdung ingkaw hi amyihna zawl malh nawh; tlangkhqi ak khan awh tui pha sak hyk ti.
7 For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,
Cehlai nang ing na zyih a dawngawh tuikhqi cen nawh, nang a khawhum awi awh ang tawnna cen hy;
8 for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;
tlangkhqik khanna lawng unawh tuikawkhqi awh awm nung lawng uhy, a mingmih aham hun na qoek na bah peeknaak hun awh lawng uhy.
9 du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden.
Cekkhqi amang lawngnaak thai aham qamqi taak pe hyk ti; ityk awh awm khawmdek ve am leu voel tikaw.
10 Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;
Lawngsip awm sak nawh lawnghawi dung awh lawng sak hy; tlangkhqi anglakawh ce lawng hy.
11 de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;
Qam awhkaw chukphakhqi boeih ce awk sak nawh; kqawng meqangkhqi ami tui ngaih sit hy.
12 over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.
Khan nakaw phakhqi ing tuikeng awh bu sawn unawh; thingpangkhqi awh laa sa uhy.
13 Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;
A awmnaak aham im awhkawng tlangkhqi ce tui ing syp nawh; a bibinaak ak thaih ing khawmdek ve phoen phyi sak hy.
14 du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden
Khqin aham qam cawn sak nawh, thlanghqing aham tawihah anhah cawt sak hy – khawmdek awhkawng buh a an taak law pehy:
15 og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.
thlang ak kawlung ak zeel sak misur tui, haai a plangnaak aham situi, ak kawlung tha ak awm sak phaihpi ce pehy.
16 HERRENs Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,
Bawipa a thingkhqi, Lebanon awh amah ing ang lingkhqi ce khaw ing ak qui na syp hy.
17 hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.
Cawh phakhqi ing bu sawn unawh, sidar a thing awh phungawkhqi ing im ta uhy.
18 Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.
Tlang sangkhqi cetaw sangza sithai awmnaak hun na awm nawh; minpoengkhqi cetaw phihkhqi a awmnaak hun na awm hy.
19 Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;
Hla ing khawcan sim nawh, khawmik ing a nung tlaak tym sim hy.
20 du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;
Nang ing thannaak haw law tiksaw, khawmthan na coeng hy, cawh khqinkhqi lym ang hang uhy.
21 de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.
Sendeihkhqi ing khqin a ai kawi tu aham ami ngaih awh kawk unawh, Khawsa venawh kawng ai sui uhy.
22 De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler;
Khawmik ang thoeng law awhtaw qeng sap uhy; a awmnaak lukkawk khuina voei unawh zaih uhy.
23 Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på.
Cawh thlang ing bibi aham cet nawh, khawmy dy bi sai hy.
24 Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!
Aw Bawipa, na bibi ve kqeng soeih mah hy! Cyihnaak ing vemyihkhqi boeih ve sai hyk ti; khawmdek ve na sai ik-oeih ing bengen hy.
25 Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store;
Ak kau soeih tuicunli awm awm nawh, noet noeng kaana a sai lumngakhqi ak zawi ak bau awm hy.
26 Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.
Cawh lawk baukhqi hu hai na cet unawh, cawh nang ing tuinga ang lymnaak khoek hun ce sai pe hyk ti.
27 De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide;
A tym can awh nang ing buh na peek hly ce lamtoen doena nang ce ni toek uhy.
28 du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt.
Cekkhqi ce buh na peek awh, a mingmih ing cung hloep uhy, nang ing na kut nak thlek awh cekkhqi ing ik-oeik leek ing be uhy.
29 Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet;
Cehlai haai na thuh awh, mawn uhy; cekkhqi ang hqi ce na lawh peek valh awh, thi unawh dekvai na hlat uhy.
30 du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.
Nang Myihla ce na tyih awh, a mingmih ce sai na awm unawh, nang ing khawmdek ce tlaih pan hyk ti.
31 HERRENs Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!
Bawipa a boeimangnaak taw kumqui dy awm poe seh; a bibinaak awh Bawipa taw zeel seh –
32 Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger
khawmdek toek nawh, tyn sak hy, tlangkhqi bi nawh khu sak hy.
33 Jeg vil synge for HERREN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.
Ka hqing khui pyt Bawipa venawh laa sa kawng nyng; ka hqing khui ka Khawsa kyihcahnaak laa sa vang nyng.
34 Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.
Bawipa awh ka zeel lawt amyihna, kak kawpoeknaak ve a venawh zeelnaak na awm seh.
35 Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!
Cehlai thlak thawlhkhqi taw khawmdek awhkawng cing baat u seitaw thlakchekhqi awm koeh awm voel u seh. Aw ka hqingnaak, Bawipa ce kyihcah lah.
