Salme 104
1 Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,
Aw ka hinglu, BOEIPA te uem lah. Ka BOEIPA Pathen namah tah na sang tangkik tih mueithennah neh rhuepomnah te na bai.
2 hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;
Khosae neh himbai bangla muelh aka thing uh himbaiyan bangla vaan ah dup aka phaih,
3 du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger;
A imhman te tui soah aka ci, khomai te leng la aka saii, khohli phae neh aka cet,
4 Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!
khohli te a puencawn la aka saii tih hmai tak aka tueih loh,
5 Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;
diklai khaw amah hmuen ah a suen tih kumhal ah tuen yoeyah pawh.
6 Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.
Anih te tuidung neh pueinak bangla na khuk tih tui rhoek loh tlang rhoek soah pai uh.
7 For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,
Namah kah tluungnah dongah rhaelrham uh tih na khohum ol dongah tamto uh.
8 for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;
Tlang tom a lan uh tih amih ham na suen kolbawn hmuen la suntla uh.
9 du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden.
Khorhi na suem te a poe uh thai pawt dongah diklai khuk ham ha mael uh thai pawh.
10 Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;
Tuisih rhoek te soklong la a loei tlang rhoek laklo ah long uh.
11 de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;
Kohong kah mulhing boeih te tui a tul uh tih kohong marhang rhoek khaw a tuihalh dip uh.
12 over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.
A taengah vaan kah vaa loh kho a sak uh tih thingsam laklo ah a ol huphup loei.
13 Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;
Tlang boeih te a imhman lamkah aka suep, BOEIPAnamah kah kutci loh diklai te a hah sak.
14 du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden
Rhamsa ham sulrham poe tih, hlang kah thohtatnah hamla baelhing neh, diklai lamkah buh na thoeng sak.
15 og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.
Te dongah misurtui loh hlanghing thinko ko a hoe sak, situi loh maelhmai a hlampan sak tih buh loh hlanghing thinko a duel.
16 HERRENs Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,
BOEIPA loh a ling thingkung, Lebanon kah lamphai te a kum sakuh.
17 hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.
Teah te vaa loh bu a tuk tih, bungrho loh hmaical dongah a im a khueh.
18 Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.
Tlang sang boeih te sathai ham om tih, pango boeih khaw saphih ham hlipyingnah la om.
19 Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;
Khoning ham hla a saii tih khomik loh a khotlak khaw a ming.
20 du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;
Khohmuep na khueh tih khoyin ha pawk vaengah duup kah mulhing boeih loh a khuiah yuel uh.
21 de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.
Maeh te sathueng rhoek loh a kawk thil uh tih a caak te Pathen taengah a tlap uh.
22 De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler;
Khomik a thoeng neh vawl khoem uh tih a khuisaek la kol uh.
23 Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på.
Hlang he a bisai ham neh a thohtatnah la kholaeh hil cet.
24 Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!
BOEIPA nang kah kutngo he yet tangkik. Te rhoek boeih te cueihnah nen ni na saii. Na hnopai rhoemah diklai ah baetawt coeng.
25 Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store;
Tuitunli aka len tih a dang, aka dangka ah, rhulcai mulhing a yit a len tae lek pawt la om bal.
26 Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.
Teah te sangpho rhoek loh pongpa uh tih a khuiah aka luem ham Leviathan te na saii.
27 De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide;
A tuetang vaengah amih caak paek ham khaw amih loh namah taengla boeih lamso uh.
28 du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt.
Amih taengah na paek te a rhuh uh. Na kut na hlam tih hnothen kum uh.
29 Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet;
Na maelhmai na thuh vaengah let uh. A hil na khoem pah vaengah pal uh tih laipi la bal uh.
30 du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.
Na mueihla na tueih daengah anmih te suen uh tih diklai maelhmai khaw na tlaih pueng.
31 HERRENs Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!
BOEIPA kah thangpomnah tah kumhal duela om tih, a bibi dongah BOEIPA a kohoe saeh.
32 Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger
Diklai a paelki vaengah thuen tih, tlang rhoek te a taek vaengah khuu.
33 Jeg vil synge for HERREN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.
Ka hingnah neh BOEIPA te ka hlai vetih ka om rhuet vaengah ka Pathen te ka tingtoeng ni.
34 Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.
Ka olding he anih ham a lungtui saeh. Kai tah BOEIPA dongah ka kohoe coeng.
35 Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!
Hlangtholh rhoek te diklai lamloh mitmoeng uh saeh lamtah halang rhoek khaw koep om boel saeh. Aw ka hinglu, BOEIPA tah a yoethen pai saeh tila BOEIPA te thangthen lah.
