Salme 10

1 Hvorfor står du så fjernt, o Herre, hvi dølger du dig i Trængselstider?

Zakaj stojiš daleč stran, oh Gospod? Zakaj se skrivaš v časih stiske?

2 Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han spinder;

Zlobni v svojem ponosu preganjajo revnega. Naj se ujamejo v naklepe, ki so si jih domislili.

3 thi den gudløse praler af sin Sjæls Attrå, den gridske forbander, ringeagter HERREN.

Kajti zlobni se baha z željo svojega srca in blagoslavlja pohlepnega, ki ga Gospod prezira.

4 Den gudløse siger i Hovmod: "Han hjemsøger ej, der er ingen Gud"; det er alle hans Tanker.

Zlobni zaradi ponosa svojega obličja ne bo povpraševal po Bogu. V vseh njegovih mislih ni Boga.

5 Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham går dine Domme; han blæser ad alle sine Fjender.

Njegove poti so vedno boleče, tvoje sodbe so daleč zgoraj izven njegovega pogleda. Glede na vse njegove sovražnike on puha nanje.

6 Han siger i Hjertet: "Jeg rokkes ej, kommer ikke i Nød fra Slægt til Slægt."

V svojem srcu je rekel: »Ne bom omajan, kajti nikoli ne bom v nadlogi.«

7 Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv og Uret er under hans Tunge;

Njegova usta so polna preklinjanj, prevare in sleparstva. Pod njegovim jezikom je vragolija in prazne reči.

8 han lægger sig på Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri, efter Staklen spejder hans Øjne;

Sedi v skrivališčih vasi. Na skrivnih krajih mori nedolžnega. Njegove oči so na skrivaj naravnane zoper revnega.

9 han lurer i Skjul som Løve i Krat, på at fange den arme lurer han, han fanger den arme ind i sit Garn;

Na skrivnem preži kakor lev v svojem brlogu. Leži na preži, da ujame revnega. Revnega ujame, ko ga vleče v svojo mrežo.

10 han dukker sig, sidder på Spring, og Staklerne falder i hans Kløer.

Klečeplazi in se ponižuje, da lahko revni pade po njegovih močnih.

11 Han siger i Hjertet: "Gud glemmer, han skjuler sit Åsyn; han ser det aldrig."

V svojem srcu je rekel: »Bog je pozabil. Skriva svoj obraz, tega nikoli ne bo videl.«

12 Rejs dig, HERRE! Gud, løft din Hånd, de arme glemme du ikke!

Vstani, oh Gospod, oh Bog, dvigni svojo roko. Ne pozabi ponižnega.

13 Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøger ikke?

Zakaj zlobni zaničuje Boga? V svojem srcu je rekel: »Ti tega ne boš zahteval.«

14 Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager det i din Hånd; Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper.

To si videl, kajti gledaš vragolijo in zlobnost, da to poplačaš s svojo roko. Revni se ti izroča, pomočnik si osirotelemu.

15 Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, så den ej findes!

Zlomi laket zlobnemu in zlemu človeku. Preiskuj njegovo zlobnost, dokler je ne najdeš več.

16 HERREN er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet bort af hans Land;

Gospod je Kralj na veke vekov. Pogani so izginili iz njegove dežele.

17 du har hørt de ydmyges Ønske, HERRE, du styrker deres Hjerte, vender Øret til

Gospod, slišal si hrepenenje ponižnih. Pripravil boš njihovo srce, svojemu ušesu boš povzročil, da sliši,

18 for at skaffe fortrykte og faderløse Ret. Ikke skal dødelige mer øve Vold.

da razsodiš osirotelega in zatiranega, da človek iz zemlje ne more več zatirati.