Ordsprogene 8
1 Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin røst?
Høyr kor visdomsmøyi ropar, og vitet høgmælt talar!
2 Oppe på Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem;
Uppe på haugar ved vegen, der stigarne møtest, stend ho,
3 ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang råber den:
attmed portarne ut or byen, ved døra-inngangen ropar ho høgt:
4 Jeg kalder på eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn.
«Godtfolk, eg ropar på dykk, og til mannsborni ljomar mi røyst.
5 I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Tåber, så få dog Forstand!
Fåkunnige, lær dykk klokskap, og de dårar, vinn dykk vit!
6 Hør, thi jeg fører ædel Tale, åbner mine Læber med retvise Ord;
Høyr, eg talar gjæve ord, og ærlegt er det som lipporne segjer;
7 ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru.
ja, sanning talar min gom, og lipporne styggjest ved gudløysa.
8 Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt;
Alle ord i min munn er rette, det finst ikkje fult eller falskt i deim.
9 de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt
Dei er alle sanne for den kloke og rette for deim som fann kunnskap.
10 Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag mod Kundskab fremfor udsøgt Guld;
Tak då min age heller enn sylv og kunnskap framfyre utvalt gull!
11 thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den
For visdom er betre enn perlor, og av alle skattar er ingen som denne.
12 Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og råder over Kundskab og Kløgt.
Eg, visdomen, skyner meg på klokskap, og vit på rådleggjing hev eg.
13 HERRENs Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund.
Otte for Herren er hat til det vonde; stormod og storlæte, åtferd stygg, og ein munn full av fals eg hatar.
14 Jeg ejer Råd og Visdom, jeg har Forstand, jeg har Styrke.
Hjå meg er råd og dug, eg er vit, hjå meg er magt.
15 Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love;
Eg gjer at kongar råder, og at hovdingar dømer rett.
16 ved mig kan Fyrster råde og Stormænd dømme Jorden.
Eg gjer at styrarar styrer og fyrstar - alle domarar på jordi.
17 Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig.
Eg elskar deim som meg elskar, og dei som leitar meg upp, skal meg finna.
18 Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd.
Rikdom og æra er hjå meg, gamalt gods og rettferd.
19 Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde bedre end kosteligt Sølv.
Mi frukt er betre enn gull, ja skiraste gullet, og den vinning eg gjev, er betre enn utvalt sylv.
20 Jeg vandrer på Retfærds Vej. midt hen ad Rettens Stier
Eg gjeng på rettferds veg, midt på rettvise-stigar,
21 for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres Forrådshuse.
For eg vil gjeva gods åt deim som elskar meg og fylla deira forråd.
22 Mig skabte HERREN først blandt sine Værker, i Urtid, førend han skabte andet;
Herren skapte meg til fyrste verket sitt, fordom fyrr han gjorde noko anna.
23 jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen, i Jordens tidligste Tider;
Alt frå æva er eg innsett, frå upphavet, fyrr jordi vart til.
24 jeg fødtes, før Verdensdybet var til, før Kilderne, Vandenes Væld, var til;
Fyrr djupi var til, vart eg fødd, då det ei fanst kjeldor fulle med vatn,
25 førend Bjergene sænkedes, før Højene fødtes jeg,
fyrr fjelli var søkkte ned, fyre haugar vart eg fødd,
26 førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets Støv.
fyrr han skapte jord og mark og den fyrste moldklump i verdi.
27 Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv over Verdensdybet.
Då han laga himmelen, var eg der, då han slo kvelv yver djupet.
28 Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres faste Sted,
Då han feste skyerne i det høge, då kjeldorne fossa fram or djupet,
29 da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold,
då han sette grensa for havet, so vatnet ei gjekk lenger enn han baud, då han la grunnvollar for jordi,
30 da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde Dag efter Dag; for hans Åsyn leged jeg altid,
då var eg verksmeister hjå han og var til hugnad for han dag etter dag, eg leika meg stødt for hans åsyn.
31 leged på hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn.
Eg leika på heile jordkringen hans og hadde min hugnad i manneborni.
32 Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter på mine Veje!
Og no, born, høyr på meg! Sæle er dei som held mine vegar.
33 Hør på Tugt og bliv vise, lad ikke hånt derom!
Høyr på tukt og vert vise, og slepp ho ikkje ifrå dykk!
34 Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper.
Sæl den mann som høyrer på meg, so han dagstødt vaker ved dørerne mine og vaktar dørstokkarne mine.
35 Thi den, der ftnder mig; finder Liv og opnår Yndest hos HERREN;
For den som finn meg, finn livet og fær velsigning frå Herren.
36 men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden.
Men den som missar meg, skader seg sjølv, og alle som hatar meg, elskar dauden.»
