Ordsprogene 8
1 Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin røst?
Mon ikke Visdommen raaber, og Forstanden opløfter sin Røst?
2 Oppe på Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem;
Paa Toppen af Højene ved Vejen, midt paa Stierne staar den;
3 ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang råber den:
ved Siden af Portene, ved Udgangen af Staden, ved Indgangen til Portene raaber den:
4 Jeg kalder på eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn.
Til eder, I Mænd, vil jeg raabe, og min Røst lyde til Menneskens Børn.
5 I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Tåber, så få dog Forstand!
I uvidende! fatter Vid; og I Daarer! fatter Forstand.
6 Hør, thi jeg fører ædel Tale, åbner mine Læber med retvise Ord;
Hører, thi jeg vil tale fyrstelige Ting og aabne mine Læber med Retvished.
7 ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru.
Thi min Gane taler Sandhed, og Ugudelighed er en Vederstyggelighed for mine Læber.
8 Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt;
I Retfærdighed ere alle min Munds Ord; der er intet fordrejet eller forvendt i dem.
9 de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt
De ere alle rette for den forstandige og ligefremme for dem, som finde Kundskab.
10 Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag mod Kundskab fremfor udsøgt Guld;
Tager imod min Undervisning og ikke imod Sølv og imod Kundskab fremfor udsøgt Guld.
11 thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den
Thi Visdom er bedre end Perler, og alle de Ting, man har Lyst til, kunne ikke lignes ved den.
12 Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og råder over Kundskab og Kløgt.
Jeg, Visdommen, jeg har taget Bolig i Vidskab og besidder Kundskab om kløgtige Raad.
13 HERRENs Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund.
Herrens Frygt er at hade ondt; Hoffærdighed og Hovmodighed og Ondskabs Vej og den Mund, som taler forvendte Ting, hader jeg.
14 Jeg ejer Råd og Visdom, jeg har Forstand, jeg har Styrke.
Raad og hvad der har Bestand, hører mig til; jeg er Forstand, mig hører Styrke til.
15 Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love;
Ved mig regere Konger, og ved mig beskikke Fyrster Ret.
16 ved mig kan Fyrster råde og Stormænd dømme Jorden.
Ved mig herske Herskere og Høvdinger, alle Dommere paa Jorden.
17 Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig.
Jeg elsker dem, som elske mig, og de, som søge mig, skulle finde mig.
18 Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd.
Rigdom og Ære er hos mig, varigt Gods og Retfærdighed.
19 Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde bedre end kosteligt Sølv.
Min Frugt er bedre end Guld og ædelt Malm, og at vinde mig er bedre end udsøgt Sølv.
20 Jeg vandrer på Retfærds Vej. midt hen ad Rettens Stier
Jeg vandrer paa Retfærdigheds Vej, midt paa Rettens Stier,
21 for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres Forrådshuse.
til at lade dem, som elske mig, arve varigt godt og til at fylde deres Forraadskamre.
22 Mig skabte HERREN først blandt sine Værker, i Urtid, førend han skabte andet;
Herren ejede mig som sin Vejs Begyndelse, forud for sine Gerninger, fra fordums Tid.
23 jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen, i Jordens tidligste Tider;
Fra Evighed er jeg indsat, fra det første af, før Jorden var.
24 jeg fødtes, før Verdensdybet var til, før Kilderne, Vandenes Væld, var til;
Da Afgrundene endnu ikke vare, er jeg født, da Kilderne, som have meget Vand, ikke vare til.
25 førend Bjergene sænkedes, før Højene fødtes jeg,
Før Bjergene bleve nedsænkede, før Højene bleve til, er jeg født.
26 førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets Støv.
Han havde endnu ikke skabt Jorden eller Markerne eller det første af Jordens Støv.
27 Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv over Verdensdybet.
Der han beredte Himlene, da var jeg der, der han slog en Kreds oven over Afgrunden;
28 Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres faste Sted,
der han befæstede Skyerne heroventil, der Afgrundens Kilder fik deres faste Sted;
29 da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold,
der han satte Havet dets Grænse, at Vandene ikke skulde overtræde hans Befaling, der han lagde Jordens Grundvold:
30 da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde Dag efter Dag; for hans Åsyn leged jeg altid,
Da var jeg hos ham som Kunstnerinde, og jeg var hans Lyst Dag for Dag, og jeg legede for hans Ansigt alle Tider;
31 leged på hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn.
jeg legede i Verden paa hans Jord, og min Lyst var hos Menneskens Børn.
32 Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter på mine Veje!
Og nu, Børn, hører mig! og salige ere de, som tage Vare paa mine Veje.
33 Hør på Tugt og bliv vise, lad ikke hånt derom!
Hører Undervisning og bliver vise, og lader den ikke fare!
34 Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper.
Saligt er det Menneske, som hører mig, saa at han dagligt vaager ved mine Døre og tager Vare paa mine Dørstolper.
35 Thi den, der ftnder mig; finder Liv og opnår Yndest hos HERREN;
Thi hvo mig finder, han finder Livet og faar Velbehag hos Herren.
36 men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden.
Men hvo, som synder imod mig, skader sin Sjæl; alle, som mig hade, elske Døden.
