Ordsprogene 7
1 Min Søn, vogt dig mine Ord, mine bud må du gemme hos dig;
I oghlum, sözlirimge emel qil, Tapshuruqlirimni yürikingde saqla.
2 vogt mine bud, så skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig;
Tapshuruqlirimgha emel qilsang, yashnaysen; Telimlirimni köz qarichuqungni asrighandek asra.
3 bind dem om dine Fingre, skriv dem på dit Hjertes Tavle,
Ularni barmaqliringgha téngip qoy, Qelb taxtanggha yéziwal.
4 sig til Visdommen: "Du er min Søster!" og kald Forstanden Veninde,
Danaliqni, sen hede-singlim, dégin, Pem-parasetni «tughqinim» dep chaqir.
5 at den må vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord.
Shundaq qilsang, ular séni yat xotundin yiraqlashturidu, Aghzidin siliq söz chiqidighan yochun ayaldin néri qilidu.
6 Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter;
[Bir qétim] öyning dérize köznekliridin tashqirigha qarighinimda,
7 og blandt de tankeløse så jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge;
Birnechche yash, sadda yigitlerni kördüm, Ularning ichidin bir eqilsizni körüp qaldim,
8 han gik på Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem på Vej til hendes Hus
U kocha boylap buzuq [xotun turushluq] doqmushtin ötüp, Andin uning öyi terepke qarap mangdi.
9 i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem.
Kechqurun qarangghu chüshkende, Zulmet kéche, ay qarangghusida [ishiki aldidin ötti].
10 Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet;
Mana, öydin bir xotun chiqip uni kütüwaldi; Kiyimi pahishe ayallarningkidek bolup, Niyiti hiyle-mikir idi.
11 løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro;
Aghzi bishem-hayasiz, nahayiti jahil bir xotun, U öyide turmaydu,
12 snart på Gader, snart på Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun; -
Birde mehellide, birde meydanlarda, U kochilardiki her doqmushta paylap yüridu.
13 hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;
Héliqi yash yigitni tartip, uni söyüp, Nomussizlarche uninggha: —
14 "Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,
«Öyümde «inaqliq qurbanliqi» göshi bar, Men bügün Xudagha qesem qilghan qurbanliqni qildim,
15 gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig!
Shunga men sizni chaqirghili chiqtim, Didaringizgha telpünüp izdidim. Emdi sizni tépiwaldim!
16 Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred
Karwitimgha Misirning keshtilik, yolluq libas yapquchlirini yaptim.
17 jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark;
Orun-körpilirimge xush puraq murmekki, muetter we qowzaq darchinlarni chachtim.
18 kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst!
Kéling, tang atquche muhebbetlisheyli, oynap huzurlinayli, Könglimiz qan’ghuche özara eysh-ishret qilayli,
19 Thi Manden er ikke hjemme, - på Langfærd er han draget;
Érim öyde yoq, yiraq seperge chiqip ketti.
20 Pengepungen tog han med, ved Fuldmåne kommer han hjem!"
U bir hemyan pul élip ketti, Ay tolghuche u öyge kelmeydu» — dédi.
21 Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber;
Ayal köp shérin sözliri bilen rasa qiziqturdi, Chirayliq gepliri bilen uni esir qiliwaldi.
22 tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet,
Soyushqa élip mangghan öküzdek, Hamaqet kishi kishen bilen jazagha mangghandek, Qiltaqqa chüshken qushtek, Yigit uning keynidin mangdi. Jigirini oq téship ötmiguche, U bu ishning hayatigha zamin bolidighanliqini héch bilmeydu.
23 til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv.
24 Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord!
I oghullirim, sözlirimni köngül qoyup anglanglar, Dégenlirimge qulaq sélinglar,
25 Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild på hendes Stier;
Qelbinglarni bundaq xotunning yoligha ketküzmenglar, Uning aldam xaltisigha chüshüp ketmenglar.
26 thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel.
Bundaq ayal nurghun kishilerni yiqitip yarilandurghan, Uning boghuzlighan ademliri tolimu köptur,
