Ordsprogene 7
1 Min Søn, vogt dig mine Ord, mine bud må du gemme hos dig;
Me ba, fa me nsɛm sie na kora mʼahyɛde wɔ wo mu.
2 vogt mine bud, så skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig;
Di mʼahyɛde so na wubenya nkwa; bɔ me nkyerɛkyerɛ ho ban sɛ nea wodɔ no.
3 bind dem om dine Fingre, skriv dem på dit Hjertes Tavle,
Kyekyere bɔ wo nsateaa ho; kyerɛw no yiye gu wo koma pon so.
4 sig til Visdommen: "Du er min Søster!" og kald Forstanden Veninde,
Ka kyerɛ nyansa se, “Woyɛ me nuabea,” na frɛ ntease wo busuani;
5 at den må vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord.
Wɔbɛtwe wo afi ɔbeawaresɛefo ho, afi ɔbeawarefo huhuni nsɛmmɔdɛ ho.
6 Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter;
Me fi mfɛnsere ano, mede mʼani faa mfɛnsere mu.
7 og blandt de tankeløse så jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge;
Mihuu wɔ ntetekwaafo mu, mehyɛɛ mmerante no mu baako nsow, ɔbabun a onni adwene.
8 han gik på Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem på Vej til hendes Hus
Na ɔnam borɔn a ɛbɛn ɔbea no fi so a nʼani kyerɛ ɔbea no fi
9 i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem.
bere a onwini redwo, na anim rebiribiri no.
10 Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet;
Afei ɔbea bi fi behyiaa no a wasiesie ne ho sɛ oguamanfo a nnaadaa wɔ ne koma mu.
11 løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro;
(Ɔyɛ hyirenn na hwee mfa ne ho, ɔntena fie koraa;
12 snart på Gader, snart på Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun; -
nnɛ wohu no mmɔnten so, ɔkyena na ɔte aguabɔbea, ɔtetɛw wɔ mmantwea mmantwea.)
13 hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;
Osoo ne mu few nʼano, wamfɛre, na ɔkae se,
14 "Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,
“Mewɔ asomdwoe afɔrebɔde wɔ fie; nnɛ madi me bɔhyɛ so.
15 gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig!
Enti mebae sɛ merebehyia wo; mehwehwɛɛ wo na mahu wo!
16 Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred
Mato me mpa, mede nwera a wɔahyɛ no aduru a efi Misraim.
17 jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark;
Mede nnuhuam apete me mpa so: kurobow, pɛprɛ ne dupapo.
18 kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst!
Bra, ma yɛmfa ɔdɔ mmɔ ɔdɔ mu nkosi anɔpa;
19 Thi Manden er ikke hjemme, - på Langfærd er han draget;
Me kunu nni fie; watu kwan na ɔbɛkyɛ.
20 Pengepungen tog han med, ved Fuldmåne kommer han hjem!"
Ɔde sika a ɛdɔɔso hyɛɛ ne sika kotoku ma na ɔremma kosi ɔsram no kurokumatwa bere mu.”
21 Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber;
Ɔde tɛkrɛmakyene bɔɔ no adafa; ɔde nnaadaa nyaa no ne no dae.
22 tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet,
Odii nʼakyi prɛko pɛ te sɛ nantwi a ɔrekɔ akumii, anaa ɔwansan a ɔde ne ti rekɔhyɛ hankare fi mu
23 til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv.
kosi sɛ bɛmma bɛwɔ ne brɛbo mu, te sɛ anomaa a ɔrekɔtɔ anomaa afiri mu na onnim sɛ ɔbɛhwere ne nkwa.
24 Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord!
Na afei, me mma, muntie me; monyɛ aso mma nea meka.
25 Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild på hendes Stier;
Mommma mo koma mpatiri nkɔ no so na momman mmfa nʼakwan so.
26 thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel.
Bebree na wɔnam no so ahwehwe ase; wɔn a wakum wɔn dɔɔso pa ara.
