Ordsprogene 5
1 Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre,
Me ba, yɛ aso ma me nyansa; tie me nhunumu nsɛm no yie,
2 at Kløgt må våge øver dig, Læbernes kundskab vare på dig.
sɛdeɛ ɛbɛma woahwɛ yie, na wʼano akora nimdeɛ.
3 Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane;
Ɛfiri sɛ ɔbaa dwamanfoɔ ano sosɔ ɛwoɔ, na ne kasa kɔ yɛɛ sene ngo;
4 men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd;
nanso, awieeɛ no ɛyɛ nwono sene bɔnwoma, ɛyɛ nam sɛ akofena anofanu.
Ne nan kɔ owuo mu; nʼanammɔntutuo kɔ ɛda mu tee. (Sheol h7585)
6 hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke.
Ɔnnwene ɛkwan a ɛkɔ nkwa mu ho; nʼakwan yɛ kɔntɔnkye, nanso ɔnnim.
7 Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord!
Enti, afei, me mma, montie me; Monntwe mo ho mfiri deɛ meka ho.
8 Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær,
Ɛkwan a ɛmmɛn noɔ no na momfa so mommmɛn ne fie ɛpono ano,
9 at du ikke må give andre din Ære, en grusom Mand dine År.
anyɛ saa a, mode mo ahoɔden bɛma afoforɔ na mode mo mfeɛ ama otirimuɔdenfoɔ,
10 at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus,
anyɛ saa a, ahɔhoɔ bɛfom mo ahonyadeɛ na mobrɛ de ahonya akɔ afoforɔ fie.
11 så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder hen,
Mo nkwanna akyi, mobɛsi apinie ɛberɛ a mo honam ne mo onipadua asa no.
12 og du siger: "Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod hånt om Revselse,
Na moaka sɛ, “Na mekyiri ahohyɛsoɔ! Mʼakoma ampɛ ntenesoɔ!
13 så jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig!
Manyɛ ɔsetie amma mʼakyerɛkyerɛfoɔ na mantie mʼakwankyerɛfoɔ asɛm.
14 Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!"
Maduru ɔsɛeɛ ntɛntɛnoa wɔ asafo no nyinaa mu.”
15 Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd;
Nom nsuo firi wʼankasa ankorɛ mu, nsuo a ɛtene firi wʼankasa abura mu.
16 lad ej dine Kilder flyde på Gaden, ej dine Bække på Torvene!
Ɛsɛ sɛ wo nsutire yiri fa mmɔntene so na wo nsuwa kokɔ ɔman adwaberem anaa?
17 Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig!
Ma ɛnyɛ wo nko ara dea, a wone ahɔhoɔ nnkyɛ da.
18 Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,
Nhyira nka wʼasubura na wʼani nka wʼababunuberɛ mu yere ho.
19 den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed!
Ɔte sɛ ɔtwe bereɛ dɔfoɔ, ɔwansane animuonyamfoɔ. Ma ne nufoɔ nsɔ wʼani daa na ne dɔ nkyekyere wo.
20 Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn?
Me ba, adɛn enti na woma ɔbaa dwamanfoɔ kyekyere wo? Adɛn enti na woda ɔbarima foforɔ bi yere kokom?
21 Thi for HERRENs Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor;
Awurade hunu onipa akwan nyinaa, na ɔhwehwɛ ne nyinaa mu.
22 den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb;
Omumuyɛfoɔ nnebɔne sum no afidie; na ne bɔne nhoma kyekyere no papee.
23 han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab.
Ɔbɛwu ɛsiane ahohyɛsoɔ a ɔnni enti, na wayera ɛsiane nʼagyegyentwisɛm enti.
